Da fiskere i blåt for andet år i træk indtog Holstebro, var det trods de mørke regnskyer, med højt humør og stor lyst til at vise byboerne, hvad god fisk er.
På denne regnfulde lørdag blev der uddelt gratis smagsprøver og flået rødspætter til den store guldmedalje og det hele gik som varmt brød.
Danmarks ældste boyband ”Tørfisk” gjorde med musik og munter fiskeauktion også deres til, at dagen blev festlig og fuld af mennesker, trods det massive regnvejr. Ud over smagsprøver med rødspættefilet og fiskefrikadeller, stegt af glade fiskekoner fra Thorsminde, bød dagen, som noget nyt, på sushi. Yutaka Sushi Bar havde forinden taget imod en udfordring fra vestkysten om at lave Sushi udelukkende af fisk af gode danske arter. Med stor succes, blev der serveret forskellige sushi smagsprøver med torsk, pighvar og helleflynder.
Hesterejer et hit
Et andet nyt tiltag i forhold til sidste år var smagsprøver på hesterejer. Hesterejer fiskere fra Thorsminde og Thyborøn havde valgt at bruge en lørdag med at servere smagsprøver på rejerne og få sig en snak med forbrugere om, hvordan disse rejer kan anvendes.
”Vi havde en rigtig god dag og uddelte i nærheden af 2500 smagsprøver på pillede rejer, friture stegte rejer og en lille rejesuppe”, udtaler rejefisker Henning Schmidt.
UCH Holstebro diskede op med ovnbagt torsk, som kokkeelever og et par lokale politikere serverede. De fine smagsprøver blev uddelt fra den flotte madvogn fra Vestjyske Fødevarer og Oplevelser.
Fisken blev revet væk
Det totale antal besøgende er svært at vurdere, men pladsen var på et tidspunkt fyldt til bristepunktet. Der blev sammenlagt uddelt rundt ved 5000 smagsprøver, hvor man i år virkelig kom hele vejen rundt med smagsprøver på mange forskellige arter, fortæller Heidi Ebey Grønkjær, der har stået for at koordinerer de mange aktiviteter. Hun er glad for, at der også var noget for de mindste. Thorsminde Naturskole, med Vibe Søndergaard Jensen i spidsen, tryllebandt de yngste med de medbragte fisk og ål, som i dagens anledning måtte finde sig i at blive klappet og nusset med. Et rimeligt simpelt set-up, men med stor virkning.
Fiskeriet også en uddannelses mulighed
Det var andet år i træk, at fiskerne indtog Holstebro for at synliggøre de friske fisk fra Vesterhavet. I år blev der også gjort en indsats for at vise erhvervet som en uddannelsesvej. Fiskeriskolen og Fiskeri- & Søfartsefterskolen fra Thyborøn var også med for at støtte fiskeriet, og brugte dagen på at komme i kontakt med eventuelle kommende elever.