Fornyelsen af Royal Greenlands fiskeflåde har været en løbende proces i de seneste år og nu er den femte nybyggede trawler en realitet. Som på de første fire, bliver den nyeste og mest moderne trawler, Akamalik, også udstyret med en komplet fabrik fra Carsoe.
Fabriksdækket indeholder et komplet procesanlæg til rejer med høj grad af automatisering. Det sker blandet andet via robotteknologi og automatisk nedfrysning af den forarbejdede fangst.
Baseret på solid erfaring fra de fire seneste trawlere, og særligt fra rejetrawleren Nataarnaq, som blev leveret i 2021 og siden har sat adskillige fangstrekorder, bliver Carsoe fabrikken på Royal Greenlands femte båd også designet med fokus på høj kapacitet. Som noget nyt får fabrikken et innovativt palleteringssystem med tre integrerede palleteringsrobotter.
Robotpalletering ombord
På et kompakt fabriksdæk er det afgørende, at alle kubikmeter udnyttes optimalt og selvfølgelig at fabrikken er driftssikker og effektiv. Ved hjælp af hele tre palleteringsrobotter, kan denne sidste del af fabrikken tilpasses til produkttype og produktionsflow og dermed sikre en effektiv proces.
De tre robotter overlapper hinandens rækkevidde, og dette design sikrer, at produktionen kan køre uden stop, hvis en af robotterne skulle være ude af drift. Samtidig er det også muligt at omgå en eller flere robotter og sende de færdige produkter direkte til lastrummet, hvis der ikke er behov for yderligere sortering.
Palletering af produkter og transporten til lasten sker i et kontinuerligt flow på mindst mulig plads, med en elevator integreret direkte i palleteringsmaskinen. Tilsammen skaber denne unikke og adaptive håndtering en meget fleksibel fabriksløsning.
En driftssikker og gennemtestet rejefabrik
Hvor håndtering og palleteringsdelen på denne fabrik har nye features, er den øvrige rejefabrik baseret på Carsoes utallige procesløsninger til rejer. Den nye fabrik er næsten identisk med fabrikken på Nataarnaq og inkluderer automatisk bifangstseparator, sortermaskiner og kogelinje samt fire IQF tunnelfrysere, hver med en kapacitet på 25 ton/dag. Fabrikken er også designet med en separat linje til Japan rejer med et automatiseret flow, herunder en automatisk horisontal pladefryser og masterpack-linje.
Skibet skal leveres i første kvartal af 2025 og skal fiske i farvandet omkring Grønland.
Carsoe fabrikker ombord på de fem nybyggede Royal Greenland trawlere
- 2019: Sisimiut – Hellefisk og hvidfisk
- 2019: Avataq – Rejer og hellefisk
- 2021: Nataarnaq – Rejer
- 2023: Tuugalik – Hellefisk, torsk og rejer
- 2025: Akamalik – Rejer