Johan har taget et yderligere skridt ind i fiskeriet og har som 30-årig part i den 23,95 meter lange trawler Ri 468 Juli-Ane i Hvide Sande.
”Det gælder om at lave det, man godt kan li’ i livet. Er man træt af sit erhverv, påvirker det også resten af hverdagens situationer,” siger Johan Løvendahl Nielsen, fiskeskipper, om overvejelserne ved at gå ind i fiskeriet. – En beslutning, som er taget sammen med familien og ved hjælp af Generationsskifteselskabet Fiskernes Fremtid.
Historik
Johan startede i fiskerierhvervet efter at have prøvet kræfter med skolebænken og HTX i teenageårene. ”Jeg ville gerne have en uddannelse at falde tilbage på, men havet og friluftslivet var langt mere tiltalende,” siger Johan efter nu at have tilbragt over 12 år i erhvervsfiskeriet.
Karrieren startede som 18-årig fra Thyborøn på bomtrawleren L 76 Brian Kent, hvor Johan fiskede fra i 6 år. Derefter blev garnfiskeriet afprøvet i Thorsminde på L 654 Pia Glanz. Hyren ombord på L 654 Pia Glanz medførte skipperskole i Thyborøn, hvor Johan tog skippereksamen i 2004. Skippereksamen betyder, at Johan idag må sejle fartøjer op til 45 meter.
I 2007 kom Johan til Hvide Sande, hvor en hyre på RI 468 Juli-Ane blev aktuel. RI 468 Juli-Ane var ejet af fiskeskipper Verner Møller, som i dag har fartøjerne RI 468 Juli-Ane og en nybygget reje- og bomtrawler, RI 568 Jette Mona.
Kollegaer
”At være ung fiskeskipper er en dejlig udfordring, og erfarne og gode kollegaer gør både arbejdet sjovere og mere profitabelt,” siger Johan og pointerer, at fiskeriet med hans kollegaer er en fornøjelse, og at der er en god stemning ombord på fartøjet.
”Det er særdeles sjovt, når beslutninger om fangstpositioner bliver taget i styrehuset, og det viser sig at være de rette steder at slæbe og vi fanger nogle fisk,” fortæller Johan med at smil på læben.
Familie
Johan er gift med Jette, som er jævnaldrende. Sammen bor de i Mejrup, og har to børn på henholdsvis 3 og 6 år. Hele familien er indstillet på, at det er fiskeriet, der er erhvervet for Johan. Og på trods af anderledes fleksible arbejdstider og ugentlige rejser, så kan de se det glædelige i mands og fars arbejde. ”Vi får en glad mand hjem fra arbejde, fordi han laver det han kan lide; og så er der også noget, der hedder frirejse engang imellem,” siger Jette som er køkkenassistent på Holstebro Tekniske Skole. To rejser, en frirejser, en rejse og en frirejse og forfra igen. Sådan fungerer Verner Møller og Johans turnus med Johan med flest dage på have
”Hvide Sande Fiskernes Fremtid”
Generationsskifteselskabet ”Hvide Sande Fiskernes Fremtid A/S” kom til verden ved en stiftende generalforsamling i december 1999. Årsagen var, at et hurtigt overblik henover skaren af fiskeskippere afslørede lidt flere grå hår, end godt er. En bevidstgørelse om, at skippernes gennemsnitsalder lå på den forkerte side af 50, og en svag tilgang af nye i fiskeriet, fik lokale spydspidser indenfor erhvervsfiskeriet og lokale servicevirksomheder i Hvide Sande til at tage tyren ved hornene. De oprettede et selskab, som gennem forskellige tilbud og muligheder kan tilbyde en attraktiv indgang til fiskeriet.
Bla. tilbyder Fiskernes Fremtid, at folke- og efterskoleelever kan komme i erhvervspraktik som fisker og snuse lidt til fiskeriet i en tidlig alder. Flere fiskefartøjer fra Hvide Sande har sat deres fartøj til rådighed, så dette kan lade sig gøre.
Er du kommet op i teenageårene og overvejer at blive lærling, kan Fiskernes Fremtid være med til at give dig en god start i lokalområdet med medlemskab af de lokale sportsklubber, ungdomsklubber og svømmeklubber i praktikperioden.
Og et yderst attraktivt tilbud fra selskabets side består i ansvarlig lånekapital til indskud i fartøj eller rederi. Går man med en ide om at blive selvstændig, selv stå bag roret el.lign., kan man henvende sig til Fiskernes Fremtid, og så vil den faglige del af bestyrelsen vurderer, om ideen er bæredygtig. Bliver overvejelserne blåstemplet, kan den kommende fartøjsejer eller partsejer gå i banken og sige, at han har den nødvendige egenkapital til at få et lån
Gav muligheden for Johan
Ved hjælp af Hvide Sande Fiskernes Fremtid A/S fik Johan en optimal mulighed for at blive medejer i RI 468 Juli-Ane. ”Jeg modtog en sms om Danmarks bedste jobtilbud.” Det var skipper Verner Møller, der tilbød part i hans største fartøj.
Og netop medparten kunne realiseres ved hjælp af Generationsskifteselskabet. ”At jeg gennem Generationskifteselskabet har taget lån til medejerskab i Juli-Ane, giver selvfølgelig mig og min familie en tryghed, idet hus, bil og opsparing ikke er pantsat. Det har stor betydning, at Generationsskifteselskabet er stablet på benene,” siger Johan og pointerer, at det ikke kun er pga. likvidtetsmulighederne, men også fordi flere erfarne fiskere tager aktiv del i selskabet og kan bruges som sparringspartnere i de forskellige hændelser og situationer, som opstår indenfor det alsidige erhverv.
Der er tale om ildsjæle indenfor erhvervet, som ikke kun ønsker at sikre deres egen fremtid, men også kommende generationer, så at fiskeri i Hvide Sande ikke kun bliver en nostalgisk historie. Nej, erhvervsfiskeriet har også en fremtid med masser af spændende udfordringer og muligheder, og Hvide Sande skal bevares som en af de førende havne indenfor erhvevet. ”Mulighederne ligger lige for – lad os gribe dem,” lyder det samstemmigt fra Generationsskifteselskabet Fiskernes Fremtids medlemmer.