Den Bornholmske fisker Claus Stenmann Hansen har med fiskefartøjet R200 Cometen, som en af de første fiskefartøjer fået en Elite smiley.
Efter fjerde besøg af kontrollen kan fisker Claus Hansen nu sætte Elite smileyen på kutteren, som et bevis på at reglerne bliver fulgt til punkt og prikke, og som en sikkerhed for en ordentlig fødevaresikkerhed og god hygiejne En tryghed for kunderne der handler over kajen med Claus Hansen og HavFriskFisk.dk.
”Det er rart at modtage en anerkendelse for det arbejde man lægger i sit fag til dagligt, at det også viser sig at være helt i top og lidt til, er kun glædeligt. Lige præcis dette skulderklap er jeg ekstra stolt over, da det sender det helt rigtige signal til mine kunder på kajen, da netop denne kundegruppe går meget op i friske råvare og en tip top hygiejne, ” fortæller Claus Hansen til FiskerForum.com.
Efter at have ligget ved kaj i små 3 uger pga. gearproblemer, er det nu efter Claus Hansens opfattelse, en hel befrielse at komme på vandet igen og få slæbt trawlet.
Gode kollegaer har i perioden, hvor R200 Cometen lå stille ved kaj, været behjælpelige med at forsyne Claus Hansens mange faste restaurants kunder med friske fisk hver dag. ”Det er en betryggelse med gode kollegaer indenfor HavFriskFisk.dk,” fortsætter Claus Hansen, ”så når der opstår noget uforudset, så er andre klar til at hjælpe med de friske råvare til ens faste kunder, så forretningen hele tiden fremstår troværdig og som en kompetent og sikker leverandør.” slutter skipper Claus Hansen.
”Fiskeskipper Claus Stenmann Hansens opskrift på succes med HavFriskFisk.dk, er enkel. Vedholdenhed og vær punktlig med SMS`erne til hjemmesiden, så kunderne altid kan se hvornår man forventes i land, hvilken fisk man har med ind og hvor længe man sælger fisken efter landing. Overholder man dette, så sikre man sig hurtigt en fast og stabil kundekreds, der altid står klar ved kajen når man lægger til.
FiskerForum.com