Det er Lynetteholmen et godt eksempel på, (kunstig halvø i København) efter man i Altinget.dk torsdag den 2. juni kunne læse, at partierne bag projektet er blevet enige om at stoppe dumpningen af havneslam fra Lynetteholmen i Køge Bugt.
I stedet anbefales det, at byudviklingsselskabet By og Havn nu bygger mudderet ind i den kommende halvø, der skal skabe fundamentet for Københavns stormflodssikring mellem Refshaleøen og frem til Kronløbet i Nordhavn.
Det glæder man sig over i Foreningen for skånsomt Kystfiskeri (FSK-PO), hvor formanden Søren Jacobsen mener det bør være startskuddet til at gennemgå hele dumpning- og klapområdet. »For sagen fra Lynetteholmen viser jo tydeligvis, at der er andre muligheder for placering af vores havneslam og -mudder, end at dumpe det i havet,« siger han til Altinget.dk.
Aftalen mangler dog stadig godkendelse i Københavns Kommune.
Formanden for FSK-PO siger videre, at Miljøminister Lea Wermelin (S) har fremlagt ti initiativer, der efter miljøministerens eget udsagn skal stramme op på klappe-området. Men De ti forslag er langt fra nok, siger Søren Jacobsen og forklarer, at lægger man de forskellige initiativer sammen, vil forslaget kun spare havet for fire procent af de mange millioner kubikmeter slam, der hvert år dumpes i vores farvande – det er langt fra nok.
Indfør »Lynette-modellen« over hele Danmark, lyder den klare opfordring fra FSK-formanden
Så man som udgangspunkt ikke dumper og klapper, men istedet genbruger havneslammet i forskellige projekter til lands og til vands. Det vil være en win-win, når vi skal til at etablerer de kommende energi-øer, for dette havnemudder er absolut ikke godt for hverken naturen eller havmiljøet. Det kan kystfiskerne tale med om. For når der dumpes slam i vores kystnære områder, så forsvinder fiskene og de kommer ikke tilbage, understreger Søren Jacobsen.
Han mener derfor, at vi i en tid hvor vi har valgt den grønne vej og vi vil fremme biodiversiteten, så er tiden inde til at tage livtag med dén ældgamle forestilling om, at der kun er tale om »en dråbe i havet«. Den tid er forbi – vores kystnære farvande skal ikke længere fungere som losseplads – det bør være slut nu.
Derfor vil et stop for klapning af havneslam og mudder være en passende del af det kommende indsatsprogram i Danmarks Havstrategiplan, som er under udarbejdelse lige nu.