En uskyldigt udseende opfordring, udsendt af Danmarks Naturfredningsforening »DN« under www.beskytvoreshav.dk, »Hop i Havet – For Havets Skyld«, som alle helt sikkert kan tilslutte sig. For hvem vil ikke gerne have rent badevand i ferierne. Vi bader, svømmer og sejler i havet, hvor vi boltre os i de friske bølger på en varm sommerdag, som for mange også er indbegrebet af sommer i Danmark, skriver DN i sin opfordring.
I søndags hoppede danskerne så i havet, i bevistheden om, at et sundt og levende hav ikke er nogen selvfølge. Hoppet udi bølgen den blå skulle opfattes som en gestus overfor havet, som vi alle elsker og det skulle samtidig opfordre vores politikere til, »Der må gøres noget nu«.
Men opfordringen drejes hen, med en slet skjult hentydning til, at vores have, fjorde og bælter samt fjorde, er under et voldsomt pres. Først nævner DN miljø-foreningen forureningen og råstofindvindingen, som de store skurke, men det kan ligesom ikke stå alene, så man tager lige skadeligt fiskeri og havbrugene med under dét, som presser vores havmiljø voldsomt og vedvarende.
Men hvordan kan man tage et helt erhverv som gidsler i en sag om rent badevand, når selvsamme erhverv er underlagt en masse restriktioner og forordninger, der gør det praktisk umuligt, at ødelægge naturen. Vi har bæredygtigt fiskeri, der er MSC certificeret og havbrugene er ASC certificeret – der gør at fiskeriet og opdrætsbrugene garanterer og efterlever rammerne for ansvarligt fiskeri og opdræt samt, at det hele foregår miljørigtigt, naturskånsomt og nænsomt.
I Danmark efterlever fiskerne myndighedskravene og de gældende regler samt love og forordninger. Danske fiskerivirksomheder har tradition for høje standarder for både miljø og ansvarlighed for dambrug og havbrug. Noget vi er kendt for verden over – men åbenbart ikke af vores egen Danmarks Naturfredningsforening. Som, hvis alt bare var i den skønneste orden, så sælger disse »Hvorherrebevares- eller bevarmigvel-foreninger« jo heller ingen billetter og uden støtte-kroner og tilskud fra de menige danskere, »der hopper hovedløst i vandet«, vil der ikke være nogen foreninger. Det er måske forklaringen på, at man opfinder en skurk, (Fiskeriet og Akvakulturen) der slet ikke eksisterer, men som »I den gode sags tjeneste« bliver udråbt som hovedårsagen til havenes dårlige forfatning.
Det er løgn fra ende til anden – fiskerne kalder det for Fake News
Vi kan gendrive Danmarks Naturforenings påstande én og én – disse bedrageriske og løgnagtige røverhistorier, som er det pure opspind omkring fiskeriet, som taget ud af den blå luft.
DN påstand citat: Bundtrawl – Selv i beskyttede havområder fiskes med redskaber der ødelægger havbunden. Mange arter fanges som bifangst og overlever ikke turen i trawlposen, men smides døde ud i havet igen. Det gælder også truede arter som rokker og hajer. Havplanen bør forbyde fiskeri med bundtrawl i beskyttede havområder.
- Danske fiskere trawlfisker ikke i beskyttede havområder, hverken på Natura 2000 eller andre fredede havområder.
- Trawl ødelægger ikke havbunden, man fisker på ren sandbund og flytter således ikke rundt på store stenrev og havbundens flora, som det påstås. Prisen for at få ødelagt sit trawl af store sten, løber meget nemt op i hundredetusinde kroner – så nej danske fiskere slæber ikke deres trawl i områder, hvor der er risiko for ødelæggelse af grejerne. Iøvrigt fisker mange trawlfiskere med enten gummerup eller bobbingsgrejer, som løber henover havbunden, nærmest uden berøring – det samme gælder for trawlskovlene, der i dag har et minimum af bundberøring. Det koster brændstof at gå dybt i havbunden.
- Den 1. januar 2019 trådte den nye delegerede retsakt for landingsforpligtigelsen i det demersale fiskeri i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat i kraft. Det betyder, at alle arter, der er omfattet af kvote, skal ilandbringes uanset størrelse. Derfor, danske fiskere smider ikke hverken levende eller døde fisk ud – De ilandbringes alle i dag – det kræver loven og det er forbundet med bødestraf og strafpoint til skipper og båd, hvis det ikke overholdes.
- Desuden fiskes der i dag selektivt, således store dele af den bifangst af blandt andet torsk, man tidligere havde i det demersale (bund) fiskeri, ikke udgør noget større problem længere.
- Al bifangst af hajer og rokker registreres, og genudsættes så nænsomt og skånsomt som muligt.
DN påstand citat: Fisk i bure – Fiskenes afføring og rester af foder og medicin forurener havet, når fiskene opdrættes i bure i Danmark og havplanen bør sætte en stopper for flere nye havbrug i Danmark samt forhindre, at eksisterende havbrug udvides.
- EU Kommissionens videnskabelige rådgivere konkluderer, at det største og mest tilgængelige potentiale for vækst er i marin akvakultur, herunder havbrug, og et uafhængigt ekspertpanel anbefaler, at EU’s akvakulturproduktion bør fordobles inden 2030 for at styrke en mere bæredygtig produktion af fødevarer.
- EU’s fremlagte strategi for akvakulturudvikling på land og på havet, hvor der indenfor begge områder sker en rivende teknologisk udvikling.
- I Norge udvikles og investeres der massivt i marin akvakultur (havbrug), hvor flere end 100 udviklingsprojekter er i gang, og forskere anbefaler da også, at der opdrættes flere fisk på havet. Regeringen har store ambitioner indenfor klima og biodiversitet, og akvakulturen kan bidrage til dette, hvor man tager alle nødvendige hensyn til miljø og natur, og samtidig fremmer én af de mest klimavenlige animalske fødevare-produktioner, der findes.
- Alle danske havbrug følger et omfattende miljøkontrolprogram.
- Kvælstof og fosfor-påvirkningen fra havbrugene er indarbejdet i vandplanerne for samtlige hav- og vandplansområder, hvor havbrugene er placeret.
- Det er aldrig påvist, at havbrugsproduktion skulle være skyld i manglende opfyldelse af god økologisk tilstand i havområdet og habitatområder.
Forurening omtalt af Danmarks Naturfredningsforening – er kun en halv sandhed
- Man omtaler godt nok de 290.000 kubikmeter forurenet spildevand, som kom fra københavnernes toiletter, bade og køkkener, der blev ledt ud i Øresund
- Men man glemmer helt at omtale kommunernes kolossale problemer med kloakoverløb i forbindelse med de mange skybrud, som vi også har oplevet både i år og sidste år. Her taler vi om milliarder af liter spildevand, der helt sikkert vil gøre Danmarks Naturfredningsforenings opfordring til at »hoppe i havet – for havets skyld« til et noget mindre lukrativ foretagne – nemlig at »Hoppe i “lortet” – for dét er din egen skyld«..