Men hvad er egentlig EU-rådets rolle, når der indgås internationale aftaler.
Internationale fiskeriaftaler
EU-Rådet spiller en yderst vigtig og fremtrædende rolle, når der forhandles og indgås aftaler mellem EU og ikke-EU-lande eller internationale organisationer. Internationale aftaler er en vigtig del af fiskeriforvaltningen i EU.
Bilaterale aftaler med ikke-EU-lande
EUhar også 2 typer fiskeriaftaler med ikke-EU-lande: – nordlige aftaler – fælles forvaltning af fælles bestande med Norge, Island og Færøerne – partnerskabsaftaler om bæredygtigt fiskeri – EU yder finansiel og teknisk støtte til gengæld for fiskerirettigheder, almindeligvis med de sydlige partnerlande
Multilaterale aftaler
Ud over bilaterale aftaler omfatter EU’s eksterne fiskeriforbindelser også multilateralt samarbejde. EU er kontraherende part i mange internationale organisationer, der beskæftiger sig med fiskeri-forvaltning.
Rådets rolle
Med hensyn til internationale fiskeriaftaler er det Rådets opgave at udstede et forhandlingsmandat til undertegnelse af aftaler på EU’s vegne og vedtagelse af den endelige afgørelse, hvorved aftalerne gennemføres i EU-retten.
Rådets rolle i internationale aftaler (baggrundsinformation)
Flere oplysninger
Bilaterale aftaler Norge Aftalen med Norge er den største fiskeriaftale i Nordeuropa. Den bygger på en fiskeriaftale indgået i 1980 og suppleret af en brevveksling i 1992. Aftalen forvaltes gennem årlige konsultationer mellem de to parter. De årlige konsultationer omfatter traditionelt to hovedspørgsmål: fastlæggelsen af TAC’er for fælles bestande, der forvaltes i fællesskab i Nordsøen (bl.a. torsk, rødspætte og kuller), og udveksling af fiskerimuligheder.
Færøerne Fiskeriforbindelserne med Færøerne er omfattet af fiskeriaftalen fra 1980. Efter undertegnelsen af en trilateral femårig aftale om makrel mellem EU, Norge og Færøerne i 2014 kunne EU-fartøjer vende tilbage til færøske farvande og omvendt.
Island Fiskeriaftalen med Island blev undertegnet i forbindelse med aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Island er også en vigtig partner i forvaltningen af fælles bestande i det nordøstlige Atlanterhav.
Partnerskabsaftaler om bæredygtigt fiskeri EU-forordningen af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik udstikker den retlige ramme for partnerskabsaftaler om bæredygtigt fiskeri. Rådet træffer afgørelse om undertegnelse og midlertidig anvendelse af en aftale og af en protokol samt om tildeling af fiskerimuligheder blandt medlemsstaterne. Efter Rådets undertegnelse skal Europa-Parlamentet godkende indgåelsen.
Der er i øjeblikket bilaterale partnerskabsaftaler om bæredygtigt fiskeri i kraft, inkl. deres tilhørende protokoller. Der er også fiskeriaftaler, der omfatter flere arter, og aftaler, der kun omfatter tun. Der er forhandlinger om andre aftaler i gang.
Multilaterale aftaler
EU er kontraherende part i mange internationale organisationer, der beskæftiger sig med fiskeri-forvaltning.
Repræsentanter for Rådet deltager i disse møder og bidrager til afgørelser om bevarelse på lang sigt og bæredygtig udnyttelse af visse fiskebestande i forskellige dele af verden. Nogle af disse afgørelser er bindende for Unionen.
IOTC har ansvaret for at vedtage bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, der har til formål at sikre, at fiskeressourcerne i IOTC-kompetenceområdet bevares og udnyttes bæredygtigt på lang sigt, og for at beskytte de marine økosystemer, som disse ressourcer forekommer i.
ICCAT er en regional fiskeriforvaltningsorganisation med ansvar for bevarelse af tun og tunlignende arter i Atlanterhavet og tilstødende have. EU er i øjeblikket formand for ICCAT-Kommissionen.
EU er kontraherende part til NAFO-konventionen, som fastlægger det regionale samarbejde om bevarelse og forvaltning af fiskebestande i det nordvestlige Atlanterhav.
EU er kontraherende part i NEAFC-konventionen, som fastlægger det regionale samarbejde om bevarelse og forvaltning af fiskebestandene i det nordøstlige Atlanterhav.
SEAFO er en regional fiskeriforvaltningsorganisation i det sydøstlige Atlanterhav, der er nedsat i overensstemmelse med De Forenede Nationers havretskonvention af 1982 og FN-aftalen af 1995 om fiskebestande. Formålet med dens konvention er at sikre bevarelse på lang sigt og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i konventionsområdet.
EU er kontraherende part i NASCO-konventionen, som fastlægger det regionale samarbejde om beskyttelse af vild laks i Nordatlanten.
WCPFC er en regional fiskeriforvaltnings-organisation, der er nedsat i overensstemmelse med De Forenede Nationers havretskonvention og FN-aftalen om fiskebestande. Formålet med konventionen er gennem effektiv forvaltning at sikre bevarelse på lang sigt og bæredygtig udnyttelse af stærkt vandrende fiskebestande i det vestlige og centrale Stillehav. Denne konvention finder anvendelse på alle bestande af stærkt vandrende fiskearter inden for konventionsområdet, undtagen makrelgedder.
Konventionen om bevarelse af sydlig tun blev undertegnet i maj 1993 af Australien, Japan og New Zealand. Andre fuldgyldige medlemmer er Republikken Korea og Indonesien, mens fiskerienheden Kinesisk Taipei er medlem af den udvidede kommission. Formålet med konventionen er at sikre bevarelse og optimal udnyttelse af sydlig tun. EU er en af de ikkekontraherende samarbejdsparter (en overgangsforanstaltning inden fuldt medlemsskab).
CCAMLR trådte i kraft i 1982 som led i Antarktistraktatens system med henblik på bevarelse af det marine liv i havet omkring Antarktis. Forsøg fra EU’s og andres side på at oprette store beskyttede havområder er blevet blokeret af Rusland, Ukraine og Kina.
Aftalen skal forebygge ureguleret kommercielt fiskeri i de åbne havområder i det centrale Nordlige Ishav. Den omfatter Det Nordlige Ishav og territorier i de otte arktiske stater: Canada, Kongeriet Danmark (inkl. Grønland og Færøerne), Finland, Island, Norge, Den Russiske Føderation, Sverige og USA.
Konsultationer mellem kyststaterne I det nordøstlige Atlanterhav samarbejder interesserede fiskeripartnere og stater med tilstødende suveræne havområder ("kyststater") om at forvalte betydelige bestande inden for NEAFC’s rammer. Hvert år planlægges der særskilte møder mellem kyststaterne for at fastlægge TAC’er og forvaltningsforanstaltninger. De vedrører bestandene af rødfisk, blåhvilling, atlantisk-skandinavisk sild, makrel og rockallkuller. Alle forvaltnings-foranstaltninger vedtaget inden for denne ramme videresendes til NEAFC.
Kilde: consilium.europa.eu FiskerForum.dk
