Under kasketten stikker det grå hår ud og de barkede næver samt det vejrbidte ansigt tyder på mange års fiskeri på havet.
Portrættet af én løkken fisker, er dækkende for de fleste fiskere på landingspladsen ved løkken, hvor den overvejende del af fiskere fra byen nærmer sig pensionsalderen. Og værre endnu, så står der desværre ingen yngre fiskere klar til at tage fiskeriopgaven over.
Tunge skyer trækker op for fiskerne i Løkken. De frygter for fremtidens fiskeri i området og måske især det faktum, at ingen nye og yngre kræfter står på spring til at overtage kvoter og både. Derfor håber den lokale fiskeriforeningsformand da også på, at erhvervslivet i Løkken vil hjælpe de trængte fiskere.
Priserne har ikke ændret sig væsentligt de sidste 17 år, fortæller formanden for Løkken Fiskeriforening til TV2Nord. Så står man som ung fisker og gerne vil ind i erhvervet, er det nærmest en økonomisk umulighed og fuldstændigt uoverstigeligt, da kvoter og fartøjer hurtigt når op i millioner af kroner.
Fiskeskipper Bøgil Bast Nielsen fra Løkken, har været i faget i over 40 år, med sin trofaste båd FN437 »Bihama«. Men fiskeriformandens bekymring er ikke til at tage fejl af, »der er ingen unge mennesker der vil fiskeriet, mine sønner vil ikke, og jeg er selv nået pensionsalderen. Jeg fylder 65 år næste gang, så tiden burde være inde til at blive landkrabbe«, fortæller Bøgil Bast Nielsen videre, og resonerer at det formentlig kommer til at betyde at hans plads på stranden bliver tom og ikke erstattet af nye og yngre kræfter.
Der er fem fiskere tilbage i fiskeriforeningen i Løkken.
Formanden pointerer overfor TV2Nord, at skal man først ud og etablere sig i dag, med kvoter og materiel, så er det næsten umuligt med den pris, der er på fisken. De fisk, vi sender på auktion i dag, er ikke dyrere, end de var i år 2000, hvilket i praksis næsten gør det uladesiggørligt at forrente et fiskeri med.
Problemerne er genkendelige for Henrik Ussing Lynge, der sidder i bestyrelsen for foreningen Fiskeri LAG Nord. Han udtaler til TV2Nord, at det bliver et problem for fiskeriet i Løkken, hvis foreningen kommer til at tælle endnu færre medlemmer end i dag. »Der er nogle faste udgifter til fiskernes hus, til isen og til spilhuset og wirer, der bliver slidt, og det er klart, at hvis man kun er det halve antal fiskere, så bliver prisen jo det dobbelte for de tilbageværende fiskere,« forklarer Henrik Ussing Lynge.
Hvert år fordeler Fiskeri LAG Nord, omkring to millioner støttekroner fra EU og den danske stat, til projekter i kommunerne Hjørring og Frederikshavn.
LAG Nord, med Henrik Ussing Lynge mener ikke, at det er helt umuligt at hjælpe med et generationsskifte for fiskerne i Løkken. Det ligger, ifølge Henrik Ussing Lynge, indenfor bevillingsrammerne og de vilkår støttekronerne må udbetales til. Netop fiskeriets vigtighed og betydning for Løkken by, kan være den løftestang der får det lokale erhvervsliv, til at yde et tilsvarende beløb i støtte, som LAG Nord regner med at stille med.
Trods de optimistiske og positive tanker og toner fra LAG Fiskeri Nord, er Bøgil Bast Nielsen fortsat skeptisk og han udtrykker tvivl overfor TV2Nord, at et sådant arrangement i praksis kan lade sig gøre.
Du kan gense udsendelsen fra TV2Nord her