Fredag den 12. juni sidste år forliste den norske rejetrawler MS »Synne«, efter at have forladt Hirtshals Havn efter et værftophold. Nu foreligger den endelige rapport fra Statens Havarikommisjon i Norge.
Du kan læse hele rapporten her
Hændelsesforløb
Præcist klokken 13.55, fredag den 12. juni i 2020 forlod den norske rejetrawler havnen i Hirtshals med kurs Norge.
Efter ca. 50 minutters sejlads så skipperen ombord, at vand trængte ind på dækket fra lænseporten, og der blev samtidig observeret vand i lastrummet. Skipperen lagde derefter båden mod styrbord – op mod vinden, hvorved båden fik kraftig slagside mod styrbord og rælingen kom under vand.
Dækslet til rejelugen var ikke skoddet (låsebeslagene rundt lastlugen var ikke skruet til) så vandet havde fri adgang til lastrummet. Da først rejelugen var under vand, kunne et havari ikke undgås.
Dokumentationen for den midlertidige sejltilladelse var forkerte, skriver havarikommissionen videre i rapporten, da det norske søfartsdirektorat ikke var blevet gjort opmærksom på de nye luger, inden de vurderede skibets sødygtighed. Hvis dokumentationen havde været korrekt og fyldestgørende ville skibet ikke have modtaget den midlertidig sejltilladelse fra de norske myndigheder, konkluderer havarikommissionen i rapporten.
Fartøjets godkendte stabilitetsberegning var heller ikke i overensstemmelse med de lovmæssige krav. Samtidig mener Statens Havarikommisjon i Norge, at fejlen i stabilitetsberegningerne havde svækkede skibets sikkerhed så meget, at en godkendelse derfor heller ikke ville blive givet her.