EU-Kommissionen indleder nu en sag imod Storbritannien efter Storbritanniens beslutning om at lukke for tobisfiskeri i britisk farvand. Den udvikling hilser Danmarks Fiskeriforening velkommen.
Dansk fiskeri har påpeget, at det er ude af proportioner og i strid med Brexit-aftalen, at Storbritannien har forbudt fiskeri efter tobis i britisk farvand. Derudover mangler der videnskabelig dokumentation for mulige miljøeffekter af lukningen. Den vurdering deler EU-Kommissionen. Derfor har EU-Kommissionen besluttet at indlede en sag imod Storbritannien. Den udvikling hilser Danmarks Fiskeriforening velkommen.
–
Det er dybt frustrerende, at Storbritannien på et tyndt grundlag har lukket for fiskeriet efter tobis. Når det er sagt, er det positivt, at EU-Kommissionen er enige i, at Storbritannien har forbrudt sig på brexit-aftalen, og jeg håber, at Storbritannien lægger sig fladt ned, lyder det fra Svend-Erik Andersen.
Voldgiftsret
Konkret har EU-Kommissionen sendt en henvendelse til Storbritannien, som indebærer, at parterne skal forsøge at finde en løsning på konflikten efter en proces, der er er fastlagt i samarbejdsaftalen mellem EU og Storbritannien. Lykkes det ikke har man fra EU’s side ret til at anmode om at der nedsættes en voldgiftsret, hvor tvisten kan afgøres endeligt.
Jeg håber, at vi hurtigst muligt får en fornuftig afgørelse i den her sag. Vi har brug for en afklaring, og jeg håber, at EU-Kommissionen er klar til at gå hele vejen, hvis ikke parterne kan lande en løsning gennem de kommende konsultationer, siger Svend-Erik Andersen.
Pres bærer frugt
I Danmarks Fiskeriforening kvitterer man samtidig for, at mange danske politikere har kastet sig ind i kampen for at sikre tobisfiskeriet.
I Danmarks Fiskeriforening har vi presset på for, at regeringen kastede sig ind i den her sag. Jeg vil derfor meget gerne
kvittere for flere ministres indsats. Asger Christensen skal også have en stor tak for at have presset på gennem Europa-
Parlamentet. Det er helt sikkert virksomt, når der sættes ind fra flere siger, lyder det fra Svend-Erik Andersen.
EU’s kommissær med ansvar for miljø, hav og fiskeri, Virginijus Sinkevicius, der er underskriver på henvendelsen til Storbritannien, udtaler i en pressemeddelelse:
–
Det Forenede Kongeriges permanente lukning af tobisfiskeriet fratager EU-fartøjerne fiskerimuligheder, men påvirker også de grundlæggende forpligtelser i henhold til handels- og samarbejdsaftalen mellem EU og Det Forenede Kongerige. Sunde tobisbestande er ikke kun afgørende for den skrøbelige balance i vores marine økosystemer, men også for vores fiskeres livsgrundlag. Der er allerede truffet foranstaltninger til at beskytte denne vigtige art, herunder ved at fastsætte fangster under de videnskabelige anbefalede niveauer og lukkede områder til beskyttelse af havfugle. Alle yderligere beslutninger skal derfor stå i et rimeligt forhold til målene og være baseret på solid videnskabelig dokumentation, navnlig når det drejer sig om at forvalte vores fælles ressourcer. EU er fast besluttet på at sikre, at handels- og samarbejdsaftalen gennemføres korrekt, og at begge parter overholder principperne og forpligtelserne heri. Jeg håber virkelig, at disse høringer vil føre til en gensidigt acceptabel løsning for begge parter.
Læs mere her: EU anmoder om høringer (europa.eu)