Det fortæller Poul Meldgaard Jensen fra Danish Seafood Association til Fødevarewatch, at organisationen har anslået de mistede eksportindtægter for nye arter af fisk og skaldyr fra Danmark og Grønland, til blandt andet det kinesiske marked, at ligge på den anden side af 200 mio kroner. Et kinesisk marked som vi iøvrigt selv har store muligheder for at påvirke.
Danish Seafood Association går i rette med Udenrigsministeriet, hvorunder fiskeriet hører i dag og forlanger en langt bedre og større sammenhæng mellem den førte handelspolitik og diplomatiet.
Det kom også frem på organisationens generelforsamling, hvor den adm. direktør netop henviste til det store asiatiske marked Kina, hvor man ikke godkender nye arter til import samlet for EU, men istedet individuelt godkender for hvert enkelt EU-land.
Danske fiskeindustrier har for øjeblikket mere end 20 arter til godkendelse, som industrien gerne vil afsætte til kineserne. Men det hindres indirekte af Fødevarestyrelsen og de danske myndigheder, der maksimalt kun kan presse mellem 2 og 3 arter igennem systemet om året. »Det er ikke godt nok,« fortalte Poul Melgaard Jensen på generalforsamlingen, og henviste til Fransk fiskeindustri, der i marts måned i år, havde held til i ét forsøg, at få godkendt ikke mindre end 17 arter af fisk og skaldyr, til det kinesiske marked. Skrevet til protokols efter et officielt kinesisk besøg i Frankrig. Her gik diplomatiet og handlen smukt hånd i hånd.
Til Fødevarewatch.dk forklarer organisationens direktør videre, at det ikke kræver det lange forberedelses-arbejde og den fransk / kinesiske aftale på fiskeriområdet, kan tjene som inspiration til de danske fødevaremyndigheder, og vise vejen frem på det kinesiske fødevaremarked. Fra Danish Seafood Association’s side er man klar til at lægge sig i selen og tage deres del af arbejdet. Men det kræver at diplomatiet og handlen arbejder sammen og tværfagligt for at det lykkedes. Det kan være med til at åbne døren til Kina.
Danish Seafood Association er en medlemsorganisation, der har samlet den danske fiskeindustri, der således samlet og styrket står overfor myndigheder og samarbejdspartnere og håndterer udfordringer med råvareforsyning og produktion samt afsætning i EU og tredjelande.
Medlemskredsen tæller alt fra fiske-røgerier til forarbejdningsindustrien af ferske fisk og skaldyr samt til producenter af fiskekonserves samt sild på glas for både importører og eksportører. Eksporten har de seneste år passeret 26 mia. kroner. Men et presset fiskeri, med en fortsat uafklaret situation omkring det britiske Brexit og handelsstriden mellem EU og USA, kan godt bruge en hjælpende myndighedshånd i årene fremover, når dansk fisk og skaldyr skal have succes med eksporten.
For, som Poul Meldgaard Jensen understreger overfor Fødevarewatch.dk, så skal fiskeriområdets fortsatte placering i Udenrigsministeriet, udnyttes langt bedre og langt mere konstruktivt, end tilfældet er i dag. Han ser gerne at handelsdiplomatiet og erhvervspolitikken langt oftere går hånd i hånd, for dermed at åbne endnu flere døre, som eksemplet med Kina er et klart udtryk for.