I år er det femte år, at trawleren S 205 »Ceton« er med i samarbejdet om at bringe havforskerne fra DTU Aqua ud på åbent hav i Nordsøen, for at opmåle makrelbestanden, så den kommende TAC for makrellen kan blive så nøjagtig som overhovedet mulig.
Det skriver Danmarks Pelagiske Producentorganisation producentorganisation (DFPO) i et nyhedsbrev
I den pelagiske sektor har makrellen haft en helt særlig interesse og fokus på det seneste, hvor vi pt står uden en makrelkvote og hvor Norge ikke længere har adgang til at fiske i UK zonen. Netop pga. dette »slagsmål« omkring makrelkvoten er det vigtigere end nogensinde tidligere, at skabe et helt korrekt og retvisende overblik over bestanden.
Derfor har DPPO og Ceton gået sammen om, i samarbejde med DTU Aqua, at udvide det internationale makreltrawl »Survey«, således at det også dækker Nordsøen. Udover at undersøge makrellens udbredelse og bestandsstørrelse, er der også fokus på at belyse makrellens betydning for Nordsøens økosystem. Det er i år, femte år at togtet gennemføres, hvilket også betyder at der er forhåbning om, at det snart kan bidrage med information til ICES bestandsvurderingen.
S205 »Ceton« stævnede i starten af juli ud fra Skagen Havn
Den normale besætning var på det ni dage lange togt forøget med tre deltagere fra DTU-Aqua; Kai Wieland (togtleder), Per Christensen og Kasper Schaltz. Da de kom tilbage i havn, var skibet ikke kun lastet med fisk, men også med ny viden om bestanden, der kan få afgørende indflydelse på fremtidens fiskeriforvaltning.
»Igen i år var togtet finansieret af forsøgskvotemidler, hvilket dog viste sig at være lidt af en udfordring i og med at hele makrelkvoten endnu ikke er uddelt.«
»Heldigvis var Styrelsen, Aqua og ikke mindst »Ceton« fleksible, og derfor ser alt ud til at vi får dækket nok stationer til at året togt er sammenligneligt med de tidligere år« skriver DFPO i nyhedsbrevet.
Togtet er en del af EHFF-projektet »Easimack« (red. Forbedre og fremme survey indices for makrel i Nordsøen), som blev søsat for at være med til at belyse mængden af makrel i Nordsøen. Togtet sker i samarbejde med IESSNS (International Ecosystem Summer Survey in the Nordic Seas) og det internationale Havundersøgelsesråd (ICES), som er grundlag for biologernes årlige rapporteringer til EU, der i sidste ende er med til at afgøre, hvor meget fiskerne må fange. Netop derfor er projektet også spændende fra en politisk vinkel, fordi resultaterne på sigt kan have indflydelse på kvotefordelings-spørgsmål.