Der skal udfærdiges en plan for, hvordan vi bruger havet klogest muligt og her tænker Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri FSK-PO, at de kan spille en afgørende rolle for både bæredygtighed og økonomi.
»Med et skånsomt kystfiskeri kan fremtiden sikres med flere mindre havne og flere lokale arbejdspladser,« skriver formand Søren Jacobsen og næstformand Reinhardt Schmidt fra foreningen for skånsomt Kystfiskeri FSK-PO i et parts-indlæg i Altinget.dk Debat.[ Læs indlægget her.]
Begge debatører skriver videre i Altinget.dk, at tiden er inde til at se på fiskeriet med friske øjne og på de muligheder der er for at få fiskeriet og fiskerne på ret køl. Med en klog og veltilrettelagt fiskeri- og miljøpolitik, kan man gå en god ja nærmest en gylden fremtid i møde. Men det kræver, at kursen lægges om. Ikke kun til gavn for fiskeriet i dag, og for de fisk vi skal fange i fremtiden, men også for den næste generation, der skal fange dem.
For godt nok står problemerne i kø, men det gør mulighederne også, skriver de to kystfiskere og organisationsfolk videre – Det lyder jo alt sammen meget godt og hvis man sad som politiker og læste disse udsagn / forkyndelser fra FSK-PO, bliver man sikkert fyldt op med en optimisme og et klarsyn – for hvordan skal vi ellers komme ud af den krise som fiskeriet står i for tiden?
Men krisen i fiskeriet og løsningen af denne – bliver ikke bedre af, at nogle fiskere føler sig løftet op i A-klassen, af nogle venstrefløjs-politikere, så kystfiskeriet i deres egen optik fremstår mere skånsomt og langt mere bæredygtigt end andre fiskeres, som jo så må være B-holdet.
Men netop fordi man kan kalde sig selv for »Skånsom Kystfisker« og er tilmeldt kystfiskerordningen, så udløser det i dag en bon på ekstra kvote-fisk, der ikke skal betales for og »låser« man sig inde i en uopsigelig kystfisker-ordning, så bon’er der ydereligere gratis kvoter ud – alt sammen betalt af B-holdets kvoter.
Men sådan bør fiskeriet og fiskerne ikke sættes i bås, udenfor kystfiskerordningen – for disse fiskerne består, næsten for alles vedkommende, af selvstændige entreprenør-typer, der ved hårdt arbejde og flid, betaler hvert sit og opnår resultater uden tilskud af kvoter og andet. Et resultat der bliver så mange gange større når det er lysten der driver værket og ikke de bureaukratiske regler, der sætter stramme regler og forordninger op, som man partout skal presses ned i – blot fordi nogle »grønne« og »røde« politikere er hoppet med på vognen af de »frelste« til et passivt fiskeri og nogle få kystfiskere i den »låste« ordning, som dermed inddirekte, med denne misforståede fiskeripolitik, udskammer størstedelen af dansk fiskeri, der gennem årtier har bragt velstand og arbejde til kystbyerne, med deres ilandbragte og trawlfangede fisk.
Det er en kæmpe misforståelse, når en stor del af vores fiskeri, der foregår med trawl, bliver nedgjort, ringeagtet og forskelsbehandlet. Sådan som det skete, da folketingspolitikerne Simon Kollerup (S) og Ib Poulsen (DF) stod i spidsen for oppositionen der tirsdag den 6. december 2016 sammen med de Radikale og SF kuppede den borgerlige regering bestående af Venstre, liberalt alliance og konservative, med en »passive fiskeripakke« og aftale uden om trekløver-Regeringen. En pakke som de efterfølgende fik støtte af fra både Enhedslisten og Alternativet. En fiskeripakke på 25 punkter, der blandt andet sendte et tocifret millionbeløb i hænderne på kystfiskerne og lagde grunden til den fiskeripolitik som vi kender i dag.
Det øvrige fiskeri – altså hovedparten – var, dengang som nu, rasende og vrede over fiskeriaftalen, som flyttede kvoter, købt og betalt af de øvrige fiskerne, over til kystfiskerne – simpelt tyveri, som flere Nord- og Vestjyske fiskere dengang kaldte det. Hvilket lagde forskelsbehandlingen og opdelingen i et A og et B hold i fiskeriet.
Fiskerikommissionen bør viske tavlen ren og nytænke fiskeriet, så glæden ved håndværket kan genopfindes og forskelsbehandlingen af fiskerne ophøre – og lad alle fisk, uanset hvorledes de er fanget, med aktive eller passive redskaber, komme ind i ordningen »Naturskånsom«, så mærkningen kan få den succes som den fortjener og er berrettiget til, ellers vil de mange tilskuds-millioner være spildte penge, der kan lukkes direkte ud i det åbne hav.
Den kommende havplan
Alle er enige om at den kommende hav-plan, er den oplagt mulighed for at få en klog plan, en helhedsplan der skal fremme og give os måden vi fremover skal bruge havet på. EU foreskriver i deres planer for beskyttede naturområder, at 30 procent skal være beskyttede, både til lands og til vands.
Det burde kunne ske på baggrund af et samlet fiskeri – hvor der ikke tages forbehold for et A eller B hold, men istedet ses udfra fiskernes eget perspektiv og de mængder og arter de ilandbringer fanget med de mange forskellige fiskeredskaber og fiskemetoder som nu engang benyttes i det alsidige danske fiskeri.
Husk – fiskens næringsstoffer spiller en rolle i danskernes kost
Et fiskeri der fortsat skal give danskerne en proteinrig kost bestående af friskfanget fisk der bidrager til indtaget af essentielle mikronæringsstoffer som D-vitamin, B12-vitamin, jod og selen samt store mængder A-vitamin (retinol) og ikke mindst Omega-3 fedtsyre.
Så kære politikere, tag nu fiskerne med på råd – alle fiskere og lad jer nu ikke igen »vild«lede af de få, men lyt til alle. Skab jer et ordentligt overblik, så dank fiskeri igen kan fremstå, som noget af det ypperste vi har i Europæisk sammenhæng. Lad ikke erhvervet dø, med mærkelige og underlige forordninger, der med et forbud mod eksempelvis bundtrawl i vores farvande, (som man taler varmt for i EU) vil lukke fiskerierhvervet og branchen ned over natte.
Dansk (kyst)fiskeri risikerer at forsvinde, hvis ikke kursen lægges om
- Dato: 27/01/2023
- kl. 15:34
- Kilde: Altinget.dk, FiskerForum.dk
- Tags: Kystfiskeri
- Land: Danmark
Foto / Video:
GVejen
ANNONCER