Kurt Rasmussen, der er tidligere cheflæge og ph.d’er på arbejdsmedicinsk afdeling på Regionshospitalet i Gødstrup, nedtoner bekymringen for PFAS, med en skrivelse til Folketingets Miljø-, Natur- og Fødevare-styrelser m.fl.
Han har henvendt sig i forbindelse med det han kalder, misinformation omkring PFAS og han har vedhæftet et notat om risikovurdering samt et forslag til risikohåndtering i den for tiden meget omtalte PFAS-sag.
Efter et langt arbejdsliv hvor Kurt Rasmussen har været involveret i en stribe miljø- og kemikalie-forureningssager, herunder nogle hvor sagerne er løbet helt af sporet og givet anledning til både bekymring og uro i befolkningen. På samme måde ser han PFAS-sagen udvikle sig, med udtalt misinformation og mangel på information fra de mange myndighder der er involveret i sagen, synes at være fremherskende.
Det er baggrunden for henvendelsen til Folketing og relevante myndigheder, hvor Kurt Rasmussen har udarbejdet en risikovurdering samt forslag til risikohåndtering i PFAS sagen.
PFAS forurening i Danmark – risikovurdering og risiko-håndtering
PFAS-sagen handler især om fortidens synder, hvor de mest bekymrende forbindelser, som PFOS er udfaset for årtier siden, men som stadig findes i naturen fordi de ikke nedbrydes.
PFAS er udledt i miljøet via spildevand, lossepladser og brandslukningspladser og kan måles overalt. Sagt mere enkelt, hvor man måler – finder man det.
Der er betydelig videnskabelig viden om helbredspåvirkninger af PFAS, og disse stoffer er mindre farlige end de udråbes til i pressen, der er tale om beskedne
helbredseffekter, fx. kan der i nogle studier påvises en ændring i immuniseringseffekt af vacciner, men ikke i niveauer som har klinisk betydning for beskyttelse mod sygdom og der er ikke tegn til, at PFAS kan medføre alvorlig sygdom, slet ikke i de lave niveauer der er fundet i mennesker i Danmark.
Efter Korsørsagen i 2020 med PFAS i kødet hos kvæg der havde græsset på en tidligere brandslukningsplads, er der nu gået 2 år og der er gennemført i 1000 vis af målinger i miljøet spredt over hele landet, og der er ikke tegn på andre sager af denne karakter. De nye målinger af PFAS i græs og vand langs kysterne bekræfter hvad vi vidste i forvejen, der er højere koncentrationer langs de vestvendte kyster. Nu planlægges nye målinger af PFAS i blodet i kvæg der har græsset ved disse langstrakte kyster – igen overflødige målinger, denne viden findes allerede.
Politikerne taler nu om en handlingsplan mod PFAS. De vigtigste punkter bør være, efter den tidligere overlæges mening, følgende:
- Stop for flere målinger i miljøet.
- Udmelding til befolkningen: PFAS er ikke en ny kemikalieforurening, dette er en gammel problematik og PFAS i natur og mennesker er i markant fald over de sidste 2 årtier, og PFAS er ikke så farligt som det udråbes til i den almene presse.
- De involverede myndigheder på tværs af styrelser må sætte sig sammen og tolke de mange 1000 målinger der findes, og i relation til de nye lave grænseværdier lande på et niveau i fødevarer der findes forsvarligt og praktisk anvendeligt. Altså et trade off i forhold til at der findes PFAS i alle fødevarer fra det åbne land. På samme måde som vi i mange år har levet med der fx er kvivsølv i fisk, blot i så lave niveauer at sundhedsværdien fra fisk overstiger risikoen.
Baggrund – Det er vigtigt i sager om kemikalieforurening i det eksterne miljø at starte med og bevare det overordnede perspektiv:
PFAS-forureningen er primært af historisk industriel karakter fra ca 1950 til 1990, hvorfra det har spredt sig globalt i miljøet. PFAS (perflouralkylstoffer ) hører til
gruppen POPèr (persistent organic pollutants), i samme kategori som PCB, DDT og Dioxin, som er meget stabile organiske stoffer som er vanskeligt nedbrydelige i naturen og spredes over lange afstande. PFAS findes på verdensplan fra Arktis til Tibet, i miljøet og i fødevarer og kan måles i lave koncentrationer i humant blod overalt i verden. Allerede i 2003 og 04 kunne man konstatere forekomst af PFAS hos 99,7% af deltagerne i store amerikanske befolkningsstudier. Der er målt PFAS i regnvand i Nordsverige , og i Danmark i såvel skovbund som byjord fjernt fra industri.
