Alle Folketingets partier stod sammen om at støtte en grøn omstilling af fiskeriet i en ny aftale til 917 mio. kr. om udmøntning af Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogrammet 2021 til 2023.
Til dette sagde Rasmus Prehn (S) fiskeriminister, at dansk fiskeri kan se frem til et stærkt rygstød fra alle partier i Folketinget, når man sammen skal udvikle fiskeriet i en mere grøn og bæredygtig retning, med en bred aftale om fordelingen af de knapt 917 mio. kr. EHFAF.
Du kan læse om hele aftalen her på FiskerForum.dk
En ærgerlig formand
Men – EHFAF-midlerne fra EU skulle også støtte akvakultur og økologi og netop her er opdrætternes formand Niels Dalsgaard ærgerlig over, den reducerede støtte til akvakultur generelt og specielt, at økologisk opdræt helt er taget ud af programmet.
Til det siger han i et opslag på Dansk Akvakultur’s hjemmeside‚
»Det ærgrer os, at man fra politisk hold har valgt at prioritere støtte til myndighedsopgaver højere end erhvervsudvikling. Vi arbejder positivt med »den grønne omstilling«.
»Det er en dagsorden, som vi kan og gerne vil bidrage til, men det kræver mere viden og investeringer i ny teknologi og uddannelse af medarbejdere. Derfor er det ærgerligt, at midlerne til akvakultur skæres ned, og der anvendes langt flere midler til myndighedsopgaver end til den »grønne« omstilling af akvakultur, «skriver Niels Dalsgaard på siden.
Han siger videre, at Dansk Akvakultur ønsker at udvikle både den landbaserede og den marine akvakultur, og foreningen ser også et stort potentiale i økologisk akvakultur. Den politiske aftale ignorerer erhvervets ønsker om at satse på en mangfoldig akvakultur sektor, både for større og mindre virksomheder og marin samt økologisk akvakultur.
»Det er positivt, at der er en bred aftale om støtte til udviklingen af landbaserede akvakultur-anlæg og til produktion af tang og skaldyr, men det skuffer os meget, at de danske politikere ikke vil fremme økologisk og marin akvakultur. EU Kommissionen ønsker at fremme økologi og marint opdræt i EU, og også internationalt sker der en stor udvikling her, som Danmark ikke bliver en del af. Regeringens og støttepartiernes politiske forståelsespapir sætter ambitiøse mål for økologisk produktion i Danmark, og alene af den grund burde den politiske aftale også prioritere økologisk akvakultur,« siger Niels Dalsgaard.
I aftalen er der afsat midler til afsætning af fiskeprodukter, men midlerne er øremærket til producentorganisationer.
»Dansk Akvakultur repræsenterer alle sektorer i akvakulturerhvervet, men vi er ikke producentorganisation, og har ikke ressourcer til at udarbejde detaljerede produktions- og afsætningsplaner for de forskellige producenter. Vi har behov for bedre politiske rammevilkår og for at styrke det offentlige kendskab til akvakultur. Der er meget misinformation om akvakultur, og derfor er det ærgerligt, at den politiske aftale ikke prioriterer faktuel og videnskabeligt baseret oplysning til forbrugerne samt fremme af forbruget af sunde, danske og bæredygtige akvakulturprodukter,« afslutter Niels Dalsgaard.
Se aftalen om Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogrammet 2021 til 2023 her