Dambrugs- og fiskesøejer Flemming Christensen kritiserer Fødevarestyrelsen for nøl og en meget langsom forretningsgang, med hensyn til bekæmpelsen af virussygdommen IHN i danske dambrug og fiskesøer.
Til Nordjyske.dk fortæller han, at der endnu ikke foreligger en konkret handleplan fra myndighedernes side overfor IHN virussen, og han fornemmer ikke den kommer lige foreløbig.
»Men det er hvad man kan forvente af dén Regering og dens støttepartier,« kommer det fra Flemming Christensen, efter Fødevareminister Rasmus Prehn (S) den 1. juli meldte ud, at fødevareministeriet modsat minkaflivningen har afvist at yde erstatning til de IHN sygdomsramte dambrug og fiskesøer.
Derfor vælger dambrugsejeren nu selv at starte og bekoste aflivningen af sine 75 tons ørreder, så hele fiskebestanden i Buderupholm Dambrug ved Støvring bliver i den kommende tid destrueret og kørt til forbrænding i et biogasanlæg.
Til Nordjyske.dk forklarer den nordjyske dambrugsejer, at der er tale om samtlige ørreder i dambruget, som de i øjeblikket er i fuld gang med at aflive efter nøje anvisninger fra Fødevarestyrelsen. Hver fredag kommer der så en slamsuger og henter de døde fisk, som derefter køres til biogasanlægget hvor de brændes.
Det er en større og længevarende proces, for efterfølgende skal slamsugeren vente 48 timer inden næste opgave. Imellemtiden bliver den grundigt rengjort og desinficeret, for at undgå smittefaren ved fiskesygdommen IHN.
Regner med et driftstab på omkring tre mio. kroner
Det er dyrere at vente på en afgørelse af fødevarestyrelsen, end selv at påbegynde en nedslagtning. Han håber dermed at kunne genåbne dambruget med en helt ny ørredbestand i starten af oktober, for som han forklarer til Nordjyske.dk, »Så vil hele virussygdommen med nedlukning og genåbning, komme til at koste mig i omegnen af tre mio. i rent tab, hvoraf de omkring to heldigvis kan trækkes fra i skat.«
»Hvorledes de seks øvrige sygdomsramte dambrugsejere nu vil reagere ved jeg ikke, men heldigvis har jeg en økonomi, der gør det muligt med en aflivning af alle fisk i bestræbelserne på en hurtig genetablering af en sygdomsfri ørrede-bestand,« erklærer han.
I øjeblikket er syv danske dambrug ramt af virussygdommen IHN, og det samme gælder omkring 50 danske fiskesøer.