Danmarks Fiskeriforening PO hilser Regeringens Corona-tiltag for små og mellemstore virksomheder velkommen og opfordrer også til tilbageførsel af moms samt henstand på afdrag og lån.
Danmarks Fiskeriforening PO bakker fuldt ud op om Regeringens indsats for at bringe Danmark gennem Corona-krisen. »Coronavirus påvirker os alle i fiskerisektoren – det både som privatpersoner og som et fødevareerhverv. Vi har alle et fælles ansvar for at hjælpe til med at forebygge og begrænse spredningen af Coronavirus,« siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening PO.
Men som et stærkt eksportorienteret erhverv rammes dansk fiskeri også af Corona-krisen. Nødvendige tiltag i forhold til Corona-virus i Danmark og i EU har også den konsekvens, at efterspørgslen efter 1. klasses ferske spisefisk og skaldyr fra fx restauranter og spisesteder desværre reduceres. De danske fiskere oplever derfor, at deres fangster sælges til lave priser på fiskeauktionerne og konsekvenserne kan være vidtrækkende. »Vi bør alle i dansk fiskeri nøje følge udviklingen på fiskeauktionerne og vores normale markeder. Mange fiskere bliver presset økonomisk som følge af Corona-situationen. Vi hilser derfor regeringens seneste tiltag for at hjælpe erhvervslivet velkommen, ikke mindst de seneste tiltag i forhold til små og mellemstore virksomheder. Regeringens forslag om at udskyde momsbetalingerne samt udskyde fristen for betaling af B-skat vil hjælpe på fiskeriets likviditet,« siger Svend-Erik Andersen.
Danmarks Fiskeriforening PO har i den forbindelse henvendt sig til Regeringen om også at få tilbageført momsbetaling fra 4. kvartal 2019, og at der gives mulighed for henstand på afdrag og lån i den tidligere Fiskeribanken. I den sammenhæng vil Danmarks Fiskeriforening også rette henvendelse til de relevante banker og pengeinstitutter med opfordring til en forlængelse af kreditter og lån til fiskerisektoren. »Vi har brug for alle tiltag, som kan afbøde de negative markedseffekter af Corona-virus. Det kan hjælpe på kort sigt. Så kan vi forhåbentlig inden alt for længe få genskabt stabiliteten på markedet. Der er grundlæggende fortsat behov for de gode og sunde råvarer, som de danske fiskere bringer i land,« siger Svend-Erik Andersen.
Fakta
- Den danske fiskerisektor giver et stort bidrag til dansk økonomi – særligt i havneområderne. Når alle aktiviteter sammentælles – fra fisken fanges og landes i havnene, til forarbejdning og eksport til nære og fjerne markeder, hos underleverandører og afledt gennem forbrug i Danmark – understøtter fiskerisektoren målt på det danske Bruttonationalprodukt (BNP) i alt 13,6 mia. kr. og målt på beskæftigelsen 16.100 årsværk (2018 tal).
- Efter handling og forarbejdning eksporteres der fisk og fiskeprodukter for mere end 26 mia. kr. Adgangen til råvarer og eksportmarkederne har afgørende betydning for fiskerisektorens store bidrag til den danske økonomi og beskæftigelsen – ikke mindst i de jyske lokalsamfund.
- Værdien af de danske fiskeres bruttoomsætning udgjorde i 2019 ca.3,3 mia. kr.
- Op mod 90 pct. af de ferske konsumfisk og skaldyr, som danske fiskere lander, afsættes på eksportmarkederne.
- Danmarks Fiskeriforening er en af EU’s største fiskeriforeninger og repræsenterer alle størrelser af fartøjer og former for fiskeri i Danmark – særligt det demersale fiskeri, skaldyrsfiskeriet og industrifiskeriet.
- Danmarks Fiskeriforening har 700 medlemmer, heraf er de 550 mindre fartøjer under 17 meter.