Den østrigske finansminister Magnus Brunner og den tyske Bundestag-politiker Oliver Grundmann har sammen med en større delegation netop været på besøg i blandt andet Hirtshals for at høre mere om CO2-lagring i tomme olie- og gasfelter i Nordsøen i regi af Greenport Scandinavia.
Det skriver Hirtshals Havn i en pressemeddelelse
Østrigsk og tysk delegation besøgte Greenport Scandinavia og Hirtshals Havn for at udforske CO2-lagring i Nordsøen.
Arbejdet med at skabe et knudepunkt for udskibning af CO2 i Hirtshals til lagring i tomme olie- og gasfelter i Nordsøen er blevet bemærket i både ind- og udland. Således har Greenport Scandinavia netop været vært for et besøg af den østrigske finansminister Magnus Brunner, som på eget initiativ havde taget turen til det nordjyske.
»Vores topprioritet er at reducere CO2-udledningen. Men nogle områder vil måske ikke opnå 100 procent CO2-neutralitet. For at undgå, at industrier forlader Europa, har vi brug for en fælles CO2-håndteringsplan og store investeringer i infrastruktur.«
»Mange eksperter ser CO2-lagring som afgørende, for selv med nedskæringer i udledningen vil der stadig være noget tilbage. Det er derfor, at projekter som Greenport Scandinavia er så vigtige for den grønne fremtid,« forklarer Magnus Brunner.
Foruden den østrigske delegation deltog blandt andre også den tyske politiker Oliver Grundmann, som er medlem af Bundestag og talsperson for Carbon Management.
»Fra tysk perspektiv er Danmark en ideel partner til lagring af CO2.«
»Med sine geologiske forhold, lovgivningsmæssige rammer, sikkerhedsstandarder og geografiske nærhed til Tyskland tilbyder landet ideelle betingelser for en omkostningseffektiv transport af industrielle CO2-emissioner fra Tyskland og en hurtig udvikling af den nødvendige infrastruktur. Danmark er derfor en meget vigtig partner for Tyskland på vejen mod klimaneutralitet,« siger Oliver Grundmann.
Under besøget blev blandt andet det såkaldte FluidFlower-koncept demonstreret. FluidFlower viser, hvordan CO2’en lagres 2000 meter under havbunden i Nordsøen. Besøget omfattede desuden introduktion til det danske arbejde med CO2-lagring (CCS), udviklingen af dansk CO2-infrastruktur, Greenport Scandinavia og planerne for Project Greensand.
Hos Hirtshals Havn er begejstringen stor over den internationale interesse for CO2-lagringsaktiviteterne, som blandt andet blev demonstreret via det såkaldte FluidFlower-koncept.
»Som en del af Greenport Scandinavia er vi utroligt stolte over og glade for, at projektet er blevet bemærket også uden for landets grænser, og det har været en stor fornøjelse at tage imod gæsterne fra både Østrig og Tyskland. Forhåbningen er naturligvis, at besøget kan være med til at skabe grobund for eventuelle nye partnerskaber eller samarbejder på anden vis, da det er den helt rette vej at gå, når det kommer til den grønne omstilling og CO2-reduktion i stor skala,« siger Per Holm Nørgaard, CEO hos Hirtshals Havn, der er en af partnerne i Greenport Scandinavia.
Ud over besøget i Hirtshals var delegationen også forbi PtX-anlægget på GrønGas i Hjørring samt Aalborg Portland.