På den politiske venstrefløj er der tilsyneladende ingen forståelse for dansk fiskeri. De Radikale, SF og Enhedslisten insisterer på at fastholde en CO2-afgift, der i praksis fungerer som en strafskat på erhvervet – uden at give de lovede grønne alternativer.
CO2-afgiften blev oprindeligt indført i 2022 for at presse fiskerne til at investere i nye, mere miljøvenlige motorer. Problemet er bare, at de brændstoffer, der skal drive den grønne omstilling – som f.eks. metanol – endnu ikke er tilgængelige i praksis. Derfor kan afgiften ikke være det incitament, der får fiskerne til at skifte motor, men istedet virker det som en økonomisk byrde, der nu truer fiskeriets eksistensgrundlag.
Mens industrien og transportsektoren kan sende deres CO2-udgifter videre til forbrugerne, står fiskerne i en helt anden situation.
De sælger deres fangst på auktioner, hvor der ikke er mulighed for at viderefakturere ekstraudgifterne. Samtidig har landene omkring os ikke indført en tilsvarende afgift, hvilket stiller danske fiskere i en urimelig konkurrencesituation.
Selv når afgiften kompenseres 1:1, skaber den stadig store likviditetsproblemer. Fiskerne skal nemlig betale afgiften på 2,26 kroner per liter diesel på forhånd og først senere søge pengene retur via momsafregningen. Det betyder, at fiskerne i praksis fungerer som bank for staten – men mange har ikke det økonomiske råderum der skal til, for at låne regeringen penge. Hvis bankerne siger nej til at finansiere denne ekstraudgift, gennem kassekreditten, kan det blive et endegyldigt økonomisk »tipping point« for mange fiskere.
Fiskeriet kæmper i forvejen med stigende transportomkostninger, når der flyttes fisk ad landevejen til fiske-auktionerne, hvor der nu også betales en højere diesel- og km-afgift.
Samtidig har Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) netop advaret om, at Danmark står med det ene ben i en mulig konfrontation med Rusland. I en sådan situation burde vi styrke vores fødevareproduktion, ikke svække den.
I stedet for at presse fiskerne ud af erhvervet burde politikerne sikre de samme vilkår for dansk fiskeri, som vi ser i vores nabolande.
Hvis Danmark fortsat vil have et stærkt fiskerierhverv, der både bidrager til fødevareforsyningen og beskæftigelsen i kystområderne, må man sikre rimelige rammevilkår – ikke indføre unødige byrder, der truer fiskernes eksistens.
Venstrefløjen i Danmark saver den gren over, de selv sidder på.
Gang på gang ser vi disse partierne komme med forslag, der rammer de produktive erhverv i Danmark. Øgede selskabsskatter, nye afgifter og politisk regulering af erhvervslivet lyder måske godt i et ideologisk ekkokammer, men i praksis risikerer det at undergrave selve grundlaget for den velfærd, de selv ønsker at udbygge.
Den seneste CO2-afgift på fiskeriet er blot endnu et eksempel på denne tilgang. Man pålægger et erhverv en økonomisk byrde, uden at sikre de nødvendige forudsætninger for en grøn omstilling – og uden at tage hensyn til, at de lande, vi konkurrerer med, ikke gør det samme. Det er et klassisk udtryk for en politisk tankegang, hvor skatter og afgifter ses som løsningen på alt, uden at man forholder sig til de praktiske konsekvenser.
Den ideologiske kløft mellem højre og venstre
Forskellen mellem højre- og venstrefløjen i dansk politik er dybt forankret i deres grundlæggende syn på samfundet. På venstrefløjen er der en tro på, at staten skal styre, regulere og beskatte sig frem til løsninger, mens højrefløjen traditionelt har et mere erhvervsvenligt fokus og anerkender, at velstanden skabes i den private sektor.
Når venstrefløjspartierne foreslår nye afgifter og skatter, er det ofte med en forestilling om, at virksomhederne bare kan betale – uden at det får konsekvenser. Men sandheden er, at Danmarks velstand afhænger af vores produktive erhverv. Det er virksomhederne, industrien, fiskeriet, landbruget og de selvstændige, der skaber arbejdspladser og skatteindtægter. Når man belaster dem unødigt, svækker man hele det økonomiske fundament, der betaler for velfærden.
Det store problem opstår, når politiske beslutninger tages ud fra ideologi frem for virkelighed. CO2-afgiften på fiskeriet er et godt eksempel: Den var tænkt som en gulerod til grøn omstilling, men i praksis fungerer den som en straf, fordi de grønne alternativer ikke er tilgængelige endnu.
Det samme har vi set i andre erhverv. Højere selskabsskatter har ført til, at virksomheder enten flytter eller investerer mindre i Danmark. Øgede afgifter på transport og produktion rammer danske virksomheder hårdere end deres udenlandske konkurrenter. Og hver gang venstrefløjen presser nye byrder igennem, bliver det sværere at drive forretning i Danmark.
Hvem skal betale regningen?
Venstrefløjen har en tendens til at tro, at de kan skrue på skatteskruen uden konsekvenser. Men der er altid en regning, og den lander enten hos virksomhederne, medarbejderne eller forbrugerne. Hvis vi beskatter produktive erhverv for hårdt, betyder det færre investeringer, færre arbejdspladser og i sidste ende mindre velstand til at finansiere velfærden.
Danmark har brug for en politisk linje, der anerkender, at erhvervslivet ikke er en uudtømmelig kilde til skattekroner. Vi kan ikke blive ved med at svække de erhverv, der holder hjulene i gang, hvis vi vil bevare den velfærd, som hele samfundet nyder godt af.
Det er på tide, at venstrefløjen indser, at de saver i den gren, de selv sidder på.
