Ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at Det Blå Danmark skaber beskæftigelse for knap 110.000 personer i Danmark og bidrager markant til den danske økonomi.
En ny rapport udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for Søfartsstyrelsen med støtte fra Den Danske Maritime Fond giver et billede af Det Blå Danmarks betydning for beskæftigelsen og økonomien i Danmark.
Beskæftigelsen i Det Blå Danmark har stabiliseret sig
Rapporten viser, at den direkte beskæftigelse i Det Blå Danmark er faldet med ca. 14.000 personer siden 2003, så den i 2013 var knap 63.500 personer.
Særligt i kriseårene oplevede Det Blå Danmark et dyk i beskæftigelsen, hvor især brancherne skibsbygning og maritimt udstyr blev hårdt ramt. Det skal ses i sammenhæng med den generelle udvikling under krisen, hvor Danmark i gennemsnit tabte 20 procent af alle jobs i industrien.
Beskæftigelsen inden for særligt skibsfart og maritim hjælpevirksomhed har været mere stabil. Den ligger på samme niveau i 2013 som i 2003, mens olie- og gasbranchen derimod har oplevet en stigende beskæftigelse i perioden.
Samlet set har den direkte beskæftigelse i Det Blå Danmark ligget stabilt siden 2011. Uddannelsesmæssigt udgør de erhvervsfagligt uddannede den største faggruppe i Det Blå Danmark med en andel på 43 procent efterfulgt af ufaglærte personer med en andel på ca. 22 procent.
Det Blå Danmark skaber stadig jobs
Rapporten viser også, at der har været en betydelig vækst i den indirekte beskæftigelse i Det Blå Danmark fra 2003 til 2013. Det skyldes, at virksomheder i Det Blå Danmark køber flere varer og tjenester produceret i andre brancher i Danmark.
Fra 2003 til 2013 er den indirekte beskæftigelse steget med 10.500 personer. I 2003 var 33.500 personer indirekte beskæftiget i Det Blå Danmark, mens tallet i 2013 er vokset til 44.000 personer.
Samlet set skabte Det Blå Danmark i 2013 beskæftigelse for knap 110.000 personer, hvilket svarer til 4 procent af beskæftigelsen i Danmark. Dermed er Det Blå Danmarks samlede betydning for beskæftigelsen uændret i 2013 i forhold til 2003.
Det Blå Danmark bidrager markant til den danske økonomi
Danske maritime virksomheder står for knap 23 procent af Danmarks samlede eksport. Det tal er trukket godt op af skibsfarten, hvor stort set hele produktionen eksporteres til udlandet. Også brancherne maritimt udstyr og olie og gas har en eksportandel væsentligt over gennemsnittet i økonomien.
Samtidig skaber virksomhederne i Det Blå Danmark næsten dobbelt så meget indtjening per ansat som gennemsnittet i dansk økonomi. Den høje indtjening kommer også til udtryk i den gns. lønindkomst, som ligger på 405.000 kr. Det er mere end 100.000 kr. over den gns. lønindkomst for beskæftigede i Danmark.
Baggrund om rapporten
Udover beskæftigelse, eksport, indtjening og lønforhold indeholder rapporten også tal omkring den regionale beskæftigelse, uddannelsesniveau, aldersfordeling mv. Hele rapporten kan læses her.
Rapporten er udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for Søfartsstyrelsen med støtte fra Den Danske Maritime Fond. Rapporten er baseret på en opdateret afgrænsning af Det Blå Danmark. Tallene er derfor ikke direkte sammenlignelige med tidligere opgørelser. Tallene i rapporten vil blive opdateret årligt.