Dårlige opskæringsmetoder af konsumfisken i fiskeriindustrien betyder, at op til 40 procent af hver enkelt indfanget fisk bliver smidt ud som affald. Et Udsmid, der både forurener havmiljøet og giver anledning til et kolossalt ressourcespild.
Derfor vil K.M. Fish Machinery i Dybvad, udvikle et nyt opskæringsanlæg til fabrikstrawlere, som kan gøre flere dele af fisken anvendelige. Udsigterne er positive for både miljø og eksport.
Dårlig opskæring diskvalificerer store dele af fangsten
Oceangående fabrikstrawlere indfanger tonsvis af fisk til konsummarked, men opskæringen om bord diskvalificerer store dele af fangsten. Den samlede mængde udsmid er enorm, og det er hverken økonomisk hensigtsmæssigt eller miljømæssigt forsvarligt.
“Hvert år hældes hoveder og indvolde ud for milliarder af kroner til mågerne og til fiskene i havet. Det, der ikke bliver spist, rådner op på havbunden. Paradokset udstilles især af, at fiskerierhvervet bruger ressourcer på at fange fiskene, der i sit hele består af værdi, hvorefter en del af værdien blot bliver kasseret igen”, siger Niels Kronborg Nielsen, der er salgschef i K.M. Fish Machinery og projektleder for et nyt GUDP-støttet udviklingsprojekt, der skal optimere ressourceeffektiviteten på de store fiskefabrikker.
Nænsom beskæring giver flere muligheder
Råvarespildet skyldes især, at de eksisterende metoder til opskæring ikke er præcise og nænsomme nok. Det betyder, at langt mere bliver sorteret fra end nødvendigt. Det er hæmmende for industrien, der går glip af et potentielt værdifuldt videresalg.
I dag foregår opskæringen ved hjælp af grove savklinger, der kun tager hensyn til det dyrebare primærkød, men med det nye milimeterpræcise anlæg undgår fiskerne at beskadige andre dele, der traditionelt er blevet nedprioriteret trods et stort potentiale.
“En betydelig del af “det blå Danmark” vedrører vores fiskerierhverv, der mange steder i verden har høstet anerkendelse. Danske fiskere har som hovedregel været begunstigede af gode fangstmuligheder og en god forståelse for en lønsom udvikling af erhvervet. Med vores nye anlæg vil vi kunne tilbyde fabrikstrawlerne en nænsom beskæring og udtagning, der muliggør anvendelsen af fiskeriets restprodukter”, siger Niels Kronborg Nielsen.
Indtjening, udnyttelse og mindre forurening
Indvolde og torskehoveder er nogle af de næringsholdige restprodukter fra fiskeriet, der er ivrigt efterspurgt i andre dele af verden, og derfor står industrien potentielt over for en markant værdiforøgelse af deres affald.
De bedre muligheder for at udnytte fiskeaffaldet, som årligt løber op i 80.000 tons, vil desuden være med til at reducere kvælstofudledningen og spare CO2.
”Projektet bidrager til at værdioptimere hele produktkæden, da den optimerede forarbejdning af fisken både giver øget indtjening til fiskeren, fuld udnyttelse af råvaren og mindre forurening af farvandene. Tal fra Miljø- og Fødevareministeriet viser, at udnyttelsen af marine biprodukter i Norge har en værdi på op til 1,4 milliarder danske kroner, fordi affaldet i stedet kan afsættes som råvarer til bl.a. konsum, dyrefoder og fiskeolie. Efterspørgslen er stor og indtjeningen ligger lige for”, slutter Niels Kronborg Nielsen.
Projekttitel er Udnyttelse af restprodukter fra fabrikstrawleren, anført af K.M. Fish Machinery A/S i en projektperiode fra 1. januar 2015 til slutningen af 2016, med et bevilget beløb fra GUDP på 1.4 mio. kroner.