På Erhvervsfiskeriudvalgsmødet den 19. december 2017, blev der fremlagt 2 ændringer til reguleringsbekendtgørelsen.
Ændringer som var ønsket af partierne bag fiskeripakken og som ikke var indeholdt i den ændring af reguleringsbekendtgørelsen, der havde været i høring og som trådte i kraft 1. januar 2018.
Partierne ønsker, at følgende ændringer af kystfiskerordningen bliver anvendt ved denne ansøgningsrunde, hvor sidste frist for ansøgning er 31. januar samt ved tildeling af kystfiskertillægget for 2018.
- Bekendtgørelsens regler jf. § 66 nr. 1 og § 69 nr. 1 om at 70 pct. af årsmængden skal være opfisket for at få tildelt kystfiskertillæg det efterfølgende år suspenderes for 2017, således at alle fartøjer tildeles kystfiskertillæg i 2018, uagtet at der ikke er opfisket 70 pct. af årsmængden i 2017.
- Bekendtgørelsens § 67 stk. 1 ændres således, at ejere af fartøjer med en længde overalt på 15 meter til 17 meter, der anvender skånsomme redskaber jf. bilag 15, efter ansøgning kan fiske på de vilkår der gælder for kystfiskerfartøjer i en tidsubegrænset ordning. Ved tilmeldingen ændrer fartøjet status til FKA kystfiskerfartøj.
Ovennævnte ændringer vil blive implementeret i den kommende reguleringsbekendtgørelse, som forventes at træde i kraft i marts måned 2018.