Skroget til nybygningen er efter længere tids forsinkelse ankommet til Karstensens Skibsværft i Skagen.
Indehaverne af Kjærsgaard Hirtshals A/S, John Kristian Kjærsgaard og hans bror Niels Erik Kjærsgaard, har i denne uge rundet en milepæl i arbejdet med at få bygget deres store nye konsumfartøj. Det skete, da det nye knap 40 m. lange skibsskrog anløb Skagen Havn.
Nybygning: ”Tobis” skrog ankommet til Skagen. © Foto KarstensensLeverancen har landet vente på sig. Oprindelig skulle det polske værft levere langt tidligere på året, men arbejdet blev forsinket og overleveringen udskudt til nu.
For de to fiskere venter nu 4-5 spændende måneder hos Karstensens Skibsværft, i forbindelse med, de følger installations- og montage arbejdet.
John Kristian Kjærsgaard fortæller til Fiskerforum.dk, at de to brødre vil følge værftets arbejde parallelt med, de på skift også tager en tørn ombord i deres nuværende fiskekutter HG 306 ”Tobis”.
Tidligere ejede de sammen 3 fiskefartøjer, men er nu i gang med en tilpasning. Når den nye store hæktrawler er klar omkring 1. maj 2009, samles alle fiskerirettigheder i den nye båd, og den nuværende HG 306 ”Tobis” udbydes til salg.
Design og arrangement til nybygningen er udarbejdet af Karstensens Skibsværft i samarbejde med rederiet og rederiets konsulent. Fartøjet er en videreudvikling af værftets tidligere leverede hæktrawler-typer, som fisker med stor succes i Skotland og Irland.
Fartøjet får en ABC-hovedmotor. Gear og propeller leveres af hhv. Mekanord A/S og Hundested Propeller A/S.