Tilskudsordningen »Investeringer vedr. fiskefartøjer« åbner onsdag den 1. februar 2017 kl. 8, men du kan allerede nu forberede din ansøgning.
Du kan søge tilskud til de teknologier, der står på den udtømmende teknologiliste, som sammen med ansøgningsskema og vejledning allerede nu ligger på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside
Vær opmærksom på, at teknologier som bidrager til kapacitetsudvidelse eller udstyr, såsom fiskerisøgningsudstyr, som kan bidrage til fartøjets evne til fangstforøgelse, ikke er omfattet af teknologilisten.
Penge fordeles efter først til mølle-princippet
Vi opfordrer alle til at indsende deres ansøgning allerede 1. februar 2017, da pengene bliver fordelt efter først til mølle-princippet. Alle tilskudsberettigede ansøgninger modtaget inden for de første 24 timer efter kl. 8.00 den 1. februar 2017 betragtes som indsendt samtidig.
Hvilke teknologier kan få tilskud?
Teknologierne er ligesom sidste år opdelt i seks indsatsområder i teknologilisten
- Teknologier, der forbedrer fiskeredskabernes evne til at selektere fangsten på størrelse og art
- Investeringer ombord eller teknologier til at undgå udsmid ved at undgå eller reducere uønskede fangster eller til håndtering af uønskede fangster – også opbevaring
- Teknologier, der begrænser eller eliminerer fiskeriets fysiske og biologiske indvirkning på økosystemet eller havbunden
- Teknologier, der beskytter redskaber og fangster mod havpattedyr og havfugle og fangst af disse
- Merværdi for fiskervarer, herunder fx støtte til investering/udstyr, hvorved fiskerne kan foretage forarbejdning, direkte afsætning af egne fangster mv.
- Kvaliteten af fiskevarerne, dvs. innovative investeringer ombord.
NaturErhvervstyrelsen yder henholdsvis 30 eller 40 procent i tilskud til den samlede udgift til ny teknologi.
Der kan søges et tilskud på 40 procent af projektudgifterne inden for følgende kategorier:
- Projekter, der bidrager til at gennemføre landingsforpligtelsen
- Projekter, der omfatter kystfiskeri, eller
- Projekter, der omfatter yngre fiskeres førstegangsetablering.
Vi giver tilsagn om tilskud på 30 procent til alle øvrige projekter.
Det samlede tilskud i 2017 er på i alt 27,5 mio. kr. Man kan søge tilskud til projekter for en samlet værdi af 4 mio. kr., og kan få op til 40 procent i tilskud. Det vil sige, at man kan få et tilsagn på max. 1,6 mio. kr.
Kontakt
Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte EU & Erhverv på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: euogerhverv@naturerhverv.dk