To døgns fiskeriforhandlinger sluttede i nat med et godt resultat for de danske fiskere, som får lov at fange flere torsk, rødspætter og jomfruhummere i 2017.
Efter to døgn med forhandlinger i Bruxelles om fiskekvoter i bl.a. Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, står fiskerne med et resultat, der betyder, at de kan fiske større mængder af vigtige arter næste år.
»Vi har forhandlet et godt resultat hjem til de danske fiskere, som får en pæn fremgang i kvoterne for torsk, rødspætter, jomfruhummer og tunge. Det er vigtigt, at vi sikrer et bæredygtig fiskeri, så vi kan få fremgang for bestandene, og dermed få skabt et bedre kvotegrundlag til fiskerne,« siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Torskekvoten i Nordsøen stiger 16,5 procent, mens den i Skagerrak stiger 19,5 procent. I Nordsøen må fiskerne fange 46 procent flere jomfruhummere, og i Skagerrak/Kattegat stiger kvoten 16 procent.
Også i Kattegat får fiskerne lov at fange flere torsk som bifangst. Dette har været en mærkesag for Danmark, da fiskerne ellers var tvunget til at smide torskene over bord. Her er den samlede kvote er hævet fra 370 tons til 525 tons – en stigning på 42 pct.
»Bestanden af torsk i Kattegat er vokset markant, og vi mener derfor, at der er basis for, at man kan hæve kvoten for torsk. Torsk bliver fanget som bifangst i Kattegat, og det giver ganske enkelt ikke mening at smide torskene tilbage i havet i stedet for at lande dem. Derfor er det enormt positivt, at det også er lykkes at hæve kvoten her,« siger Esben Lunde Larsen.
De nye kvoter gælder fra 1. januar.