Det er Karstensens Skibsværft i Skagen, der netop på den store norske fiskerimesse, Nor-Fishing 2016 i Trondheim, har skrevet kontrakt om design og bygning af en 79.75 meter stor kombineret snurper / trawler, (Nybygning nr. 443 »RAV«), til det norske rederi Peter hepsø Rederi.
I lighed med de øvrige pelagiske fartøjer som Værftet har under bygning til redere i Skotland, Irland, Sverige og Danmark, er også nye ”Rav” af eget design og det nordjyske værft, Karstensens Skibsværft A/S, har med nye ”Rav”, i alt 13 pelagiske fiskefartøjer i ordrebogen for levering i løbet af de kommende 3 år. Værftet må derfor betegnes som absolut førende på dette område.
Nybygning nr. 443 »RAV«
Peter Hepsø Rederi AS, beliggende nord for Trondheim, er et datterselskab til Hepsø Invest AS. Rederiet ejer og driver i dag en 65m snurper/trawler med samme navn, ”Rav”. Dette fartøj er bygget i 2003, og vil blive lagt ud til salg.
Rederiet driver med kombineret trawl- og notfiskeri, hvor trawlfiskeriet primært består af blåhvilling (norsk: Kolmule) fiskeri vest af Irland. Øvrig fiskeri efter primært sild og makrel drives med not. Det nye fartøj skal drives efter samme principper.
Familierederiet blev etableret tilbage i 1917, og i dag er det fortsat Hepsø familien som ejer og driver selskabet. Tredje generation består af 4 søskende, hvor Audhild Hepsø er daglig leder af rederiet. Hendes 2 søstre, Kristin Hepsø og Marit Hepsø er medejere og partnere. Broderen Petter Hepsø er også medejer og aktiv som styrmand ombord på ”Rav”. Marit Hepsøs mand, Henning Sundet er maskinchef, og fjerde generation er også aktive ombord. Nye ”Rav” vil blive rederiets niende nybygningsprojekt.
Rederiet udtrykker tilfredshed over at være kommet i mål med denne aftale med Karstensens Skibsværft, og glæder sig til at komme i gang med byggeriet.
Rederi og Værft vil have tæt samarbejde om Design, indretning og arrangementer
Rederiet har været optaget af innovative løsninger, og der har været lagt speciel megen vægt på at optimere arbejdsforhold, sikkerhed og komfort for besætningen.
Sikkerhed og arbejdsforhold er blandt andet tilgodeset ved at ”Rav” vil være den første nybyggede snurper i den norske flåde, hvor hele lastedækket er gjort vandtæt med vandtætte skibssider. Det øger sikkerheden, og fribordet øges med 3,0 meter.
Endvidere har Rederiet valgt at satse på en fremtidssikret løsning for winche-anlægget, som vil blive elektrisk drevet. Dette for at gavne det eksterne og interne miljø (lavere støjniveau). Rapp Marine skal levere det komplette winche-anlæg. Nye ”Rav” vil også blive leveret med den første elektrisk drevne nothaler. Kran- og nothalerudrustningen skal leveres af Triplex.
Fremdrivningsanlægget skal leveres af Wärtsilä, og vil have 2-speeds gear, for at optimere brændstof økonomien og støjniveauet. Anlægget forsynes også med take-me-home funktion, som muliggør diesel-elektrisk sejlads.
Wärtsilä leverer hovedmotoren
Hovedmotoren vil blive en Wärtsilä 8V31 på 4880 kW. Det vil dermed blive den første af denne motortype i et fiskefartøj. Denne helt nyudviklede 31-motor betegnes som verdens mest moderne, og har bla det laveste specifikke brændstofforbrug blandt tilsvarende motorer.
En række øvrige leverandører bliver i disse dage udvalgt, alle ud fra kriterier som kvalitet, innovation og drift sikkerhed.
Nye ”Rav” skal leveres i Oktober 2018. Kontraktsummen er omkring 215m DKK.
Fartøjets hoveddimensioner:
Længde overalt 79,75 m Bredde moulded 15,50 m Dybde shelterdæk 9,20 m
Øvrig teknisk data:
Winch anlæg Rapp Marine / Elektrisk Sidepropellere 1 x 950 / 1 x 1200 kW RSW-anlæg Johnson Controls, 2 x 1525 kW Vakuum anlæg 4 x 66 kW / 2 x 4200 l tank
Som et kuriosum kan det nævnes, at Karstensens Skibsværft også blev etableret i 1917, og dette selskab drives i dag også af tredje generation.
Men begge disse næsten 100-års selskaber er altså still-going-strong, og viser vejen med udvikling af nye fiskefartøjer.