Når først søvandet er gået i en fiskers åre, er der intet der kan holde ham fra havet og hans elskede fiskeri.
Sådan er det gået fiskeskipper Lars Petersen fra Bønnerup Strand, der netop har solgt sin kutter RS 77 Kian til Sverige og investeret i en ny og større 20 tons trækutter fra Gilleleje, H54 Camilla.
Det var ellers ikke meningen, at Skipper Lars Petersen ville fortsætte som fisker for nogle år tilbage. Da måtte han nødtvunget gå i land, med helbredsproblemer, efter et langt liv som fisker på havnen i Bønnerup Strand.
Men for knapt halvanden år siden, blev livet som landkrabbe mere end nok for fiskeren fra Bønnerup og efter en hurtig beslutning købte han HM 565 Alberte fra Hanstholm og fik den rigget om og navngivet RS 77 Kian, som nu er solgt til Sverige.
Til FiskerForum fortæller den 59-årige Bønnerup fisker, at han sammen med sin gamle kollega Emil, fremover vil fiske industrifiskene tobis, brisling og sperling, med sin nyindkøbte kutter, der kan laste noget mere end den gamle Kian kunne.
Kutteren får i øvrigt samme havnekendingsnummer og navn som den gamle båd, RS 77 Kian. De ligger for tiden i Grenaa havn og venter kun på lidt bedre vejr til det fiskeri som skipperen fra Djursland bedriver for tiden, hummer og tunge fiskeri, som senere skal afløses af industrifiskeriet.
FiskerForum.com