Danske fiskere bør have fokus på rengøring. En sag fra Norge viser hvor galt det kan gå. Her er 3 fiskeeksportører, indtil videre, afskåret for at eksportere sild til Rusland. Årsagen er uønskede bakteriefund i stikprøver.
Russiske myndigheders beslutning om, at 3 norske pelagiske virksomheder indtil videre udelukkes fra at eksportere frossen sild til Rusland, sætter fokus på fiskerflådens rengøring og hygiejne. Det russiske importforbud, begrundes nemlig med fund af uønskede bakterier i fisken, og den problematik er også relevant for danske fiskere og forarbejdningsfabrikker.
Angiveligt har de russiske myndigheder bl.a. fundet salmonella, der ifølge Fiskerforum.dk`s oplysninger kan stamme fra f.eks. fugleklatter. Endvidere er der konstateret stafylokokker, der ofte ses i forbindelse med sår og hudafskrabninger hos mennesker.
Daglig leder Erik Andersen, fra virksomheden Rent Miljø KEMILUX Hirtshals fortæller, at det er et ufravigeligt krav, at man på fiskefartøjer har en nøje fastlagt rengøringsprocedure og at man bruger godkendte rengøringsmidler, der sikrer desinficering af alle luger, lastrum, rør, pumper og slanger m.v.
”Det er langtfra sikkert, at de omtalte bakterier er bragt ind i virksomhederne via den leverede fisk, men eksemplet viser, hvilken ulykke man som fisker kan påføre sin kunde, ved ikke at være omhyggelig og påpasselig” udtaler Erik Andersen.
Erik Andersen minder også om vigtigheden af rengøring af losseudstyr i havnene. Transportbånd, opbevarings- kar og kasser er eksempler på udstyr, hvor der er betydelig risiko for konterminering. Udstyr der er placeret udendørs bør altid desinficeres umiddelbart før brug.
KEMILUX har igennem 30 år oparbejdet en betydelig ekspertise indenfor rengøringsartikler til fødevareindustrien. Produkterne er godkendt af Veterinærdirektoratet og markedsføres via en række forhandlere landet over. Blandt kunderne er en række af Danmarks største fiskefartøjer og førende fiskeindustrier.
Det norske Mattilsyn oplyser på sin hjemmeside, at tidligere undersøgelser har vist, at norske fiskeforarbejdnings virksomheder generelt har en lav koncentration af uønskede bakterier. De berørte virksomheder vil nu blive tjekket af Mattislynet og fra norsk side har man desuden anmodet Rusland om at udlevere analysematerialet.