Hasle Museumsrøgeri på Bornholm lægger lokaler til et spændende røgeri-kursus for både den drevne fødevareproducent, men også for den nysgerrige foodies, der savner inspiration til nye produkter.
Fra tiden før køleskabet og fryseren blev opfundet, var man nødt til at konservere sine fødevarer, så de kunne holde sig længere. Man brugte syrning, saltning, syltning, tørring og ikke mindst røgning, som netop dette kursus omhandler.
Så sæt kryds i kalenderen den 13. og 14. november og tilmeld dig røgeri-kurset, som med teori, humor og praktiske opgaver går op i en højere enhed, med rygning af alt fra kød til fisk og grøntsager.
Rammerne for kurset giver også deltagerne et støg af historie, da røgeri-kurset foregår på det ældste røgeri på Bornholm, Hasle Museumsrøgeri, historien her går tilbage til 1897-98, hvor fem fiskere i kompagniskab anlagde røgeriet. Da produktionen var på sit højeste, beskæftigede røgeriet 12-14 kvinder.
Røgeri med teori, humor og praktiske opgaver
Folkene bag undervisningen
Den ene underviser og guide på kurset er Jan Gildam, der er kok og dreven røgentusiast.
Han er nok mest kendt for sin hovedrolle i programmet storrygeren, hvor han sammen med en lystfisker, fangede fisk og lavede røgede delikatesser af dem.
Den anden er Sune Rasborg, der også er kok og har en bred baggrund både som køkkenchef på hoteller og restauranter rundt omkring i det ganske land, men også som underviser, både på Hotel og Restaurantskolen i Valby og Meyers Madhus. Sune kan opleves på TV2 FRI i programmet Danmarks Bedste Livret, der bliver sendt henover efteråret.
Glæd jer til et par lærerige dage med en anderledes inspirationstur og få de røgede vare med hjem, så familie og venner også kan blive forkælet.