Flere uafklarede punkter i det kommende discardforbud for Skagerrak, får nu Danmarks Fiskeriforening til at gå direkte til EU-Kommissionen.
Formanden for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen siger til situationen, ”Det er vigtigt for den enkelte fisker, at han i god tid, inden et forbud træder i kraft, har haft mulighed for at omstille sig til et fiskeri under et forbud mod discard. Og så begynder det at haste nu, hvor vi er tæt på at være under et halvt år før ikrafttræden for et forbud.”
Der er lovet kvotetilskrivning, når al fangst skal landes, men man har endnu ikke meldt ud hvor stor tilskrivningen vil være. Samtidig risikerer man at reglerne for det generelle discardforbud, vil blive forvaltet forskelligt, afhængigt af hvilket land, farvand eller hvilket fiskeri der er tale om.
Netop udsigten til den ulige forvaltning bekymrer Svend-Erik Andersen, ” Det vil under ingen omstændigheder være acceptabelt, at der skal være forskel på et discardforbud i fx Skagerrak og Østersøen eller Den Engelske Kanal. Vi er nødt til at have ens vilkår og regler for fiskeriet i alle farvande – ellers virker det konkurrenceforvridende. Danske fiskere pålægges at have kamera ombord i Skagerrak, mens dette endnu ikke tydeligt fremgår om dette også gælder for andre EU-fiskere i samme område. ”
Den ulige konkurrence kommer også til udtryk, når det gælder norske fiskere i samme område i Skagerrak, hvor det generelt forventes af de norske fiskere slipper for EU-reglerne, mens EU-fiskerne omvendt skal rette sig efter både norske regler og EU-regler, når der fiskes i norsk farvand.
”Igen får danske fiskere det langt sværere i konkurrencen, noget vi hverken kan eller vil tolerere og acceptere,” siger formanden til slut.
Danmarks Fiskeriforening har rettet henvendelse til EU-Kommissionen med anmodning om et møde, men det er endnu usikkert, hvornår et møde i givet fald finder sted.