I et nyhedsbrev fra Fiskebranchen og Danmarks Fiskeriforening P.O. gør man status efter året der nu rinder ud.
Branchen´s kampagne om »fiskerne bag« har i betydelig grad synliggjort dansk fisk, samtidig med opfordringen til forbrugerne om at købe endnu flere danske fisk og dermed støtte et gammelt erhverv samt lokale arbejdspladser.
Branchen har kunnet glæde sig over, at forbrugerne i 2017 flittigt har købt forskellige fiskearter som, frisk hornfisk, havkat, mørksej, lyssej, kulmule, hvilling, vesterhavstorsk, flåede rødspætter, skærising, skrubber mm. bredt i detailhandlen.
Kulmulen er blevet et hit
Specielt kulmulen hittede i 2017 og er blevet særligt populær blandt mange fiskeelskere. Kulmulen er et billigere alternativ til torsken. Den egner sig godt til at blive stegt sprød på panden. Leverancerne af kulmule er stabile over året, og så er kulmulen MSC-certificeret. Branchen håber derfor, at kulmulen kan finde vej til endnu flere køkkenborde i det nye år.
Glædelig jul og godt nytår fra fiskebranchen
Fiskebranchen siger ved samme lejlighed tak for samhandlen i 2017, og ønsker alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår og ser frem til nye og spændende aktiviteter med FISK i 2018.