Læsø Fiskeriforening har på den baggrund ønsket foretræde for fødevareudvalget den 17. april 2012 klokken 14.00
På bestyrelsens vegne har Bent Rulle fra Læsø Fiskeriforening taget initiativ til dette møde med Det Rådgivende Fødevareudvalg, for at forklare den håbløse situation fiskerne i Kattegat for tiden står i.
Hovedproblemet er torskekvoten. Kvoten er sat så lavt at enkelte kuttere har en årlig kvote på under 200 kg. Og for næsten alle fiskeres vedkommende er denne kvote allerede fisket op. Især i hummerfiskeriet er der altid torsk med op i slæbet, specielt nu hvor der er så mange torsk i Kattegat. Fiskerne tvinges derfor fremover til at smide gode store torsk ud igen.
Fiskerne på Læsø finder situationen håbløs og i skærende kontrast til de tanker der lå bag discardforbuddet, da det i sin tid blev vedtaget. Samtidig er det et utroligt spild af god spisefisk og samtidig utroligt demoraliserende for fiskerne.
Det Rådgivende Fødevareudvalg er nedsat i medfør af fødevareloven og fungerer som rådgiver for fødevareministeren vedrørende diverse problemstillinger på fødevareområdet.
Udvalgets arbejdsområder omfatter rådgivning i forhold til national- og EU-regulering, kontrolstrategier og i forhold til større fødevarepolitiske temaer.
Udvalget skal i henhold til sit kommissorium bidrage til udveksling af forskellige synspunkter mellem erhverv, forbrugere og myndigheder og være initiativtagende og idéskabende i den offentlige debat om relevante problemstillinger og i forbindelse med fremtidige tiltag på fødevareområdet.