Kridtpasseren fra ThorupStrand har her ude fra kanten af den jyske vestkyst, udgivet ”European Fisheries at a Tipping-Point” sammen med det spanske universitetsforlaget i Murcia og den anden bog ”The need for common goods for coastal communities” er udgivet i samarbejde med Han Herred Havbåde i Slettestrand.
”European Fisheries at a Tipping-Point” kan købes ved at kontakte Klaus Schriewer på universitetet i Murcia, i Spanien på mail adresse Schriewer@um.es eller på telefon +34 61 725 6302. Klaus Schriewer både forstår og taler et udmærket dansk. ”The need for common goods forcoastal communities” kan erhverves ved at kontakte pipsen@havbaade.dk alias Kirsten Monrad Hansen.
Thomas Højrup er til trods for sit tilnavn eller kaldenavn, kridtpasseren fra Thorupstrand, professor i etnologi ved Københavns Universitet. Han har størstedelen af sit liv boet tæt på sin arbejdsplads, Københavns Universitet, først som lektor, siden som professor. Men for ca. 15 år siden flyttede Højrup familien til ThorupStrand, hvor familien 40 år tidligere havde erhvervet sig kystbåden “Danmark”. Her har etnologen i dag slået sig ned, på den selv samme grund og med den samme fantastiske udsigt, hvor skudehandlergården Koedsgaard tidligere lå og hvor en gren af slægten i 1800-årene havde drevet skudehandel fra.
Tilknytningen og samhørigheden til det vestjyske og specielt til den vestjyske natur har ligget i blodet siden drengeårene, hvor familien havde en havgård og en fiskerbod liggende ved Kærgaard lige syd for Hvide Sande. En gård som Thomas Højrup stadig har part i.
Interessen for etnologi har han fra sine forældre, som begge ivrigt studerede mennesker og deres indbyrdes relationer. Et studie i, hvorfor og på hvilken måde en gruppe mennesker kan leve sammen og hvorledes de kunne udvikle en fælles samhørighed.
”Og her er det ikke altid nok, bare at betragter den befolkningsgruppe, man vil studere, på afstand. Hvis man virkelig vil forstå, hvordan og hvorfor folk lever, som de gør, er det bedst, at man som forsker også gør erfaringer med selv at være en del af miljøet, ” fortæller Thomas Højrup til FiskerForum. Sådan har han levet og arbejdet hele sit liv.
Med sin viden og sin levevis beskriver Thomas Højrup i begge bøger indgående forholdene for kystfiskerne og de problemstillinger, som erhvervet har været udfordret med de seneste år. Der er ingen tvivl om, at hjertet banker varmt og længe endnu for de små, blå klinkbyggede havbåde til snurrevods- og garnfiskeri, og måske endnu mere for fællesskabet i det traditionsrige kystfiskeri langs vores kyster.
”Mister vi en ældgammel dansk livsform som kystfiskeriet, vil vi som samfund blive fattigere – både nationalt og lokalt,” fastslår Thomas Højrup.
Køb bøgerne, som aktivt har været med til at præge holdninger og give politiske indspark til det store reformarbejde, som EU i øjeblikket arbejder med at gennemføre for det europæiske fiskeri.