Det må du godt – nej det må du ikke alligevel… et ordspil der kunne have udspillet sig i et legerum med jo-jo`er og hulahop-ringe for børn, men i stedet var en ordveksling på kajen mellem en fisker og en kontrollør vedr. salg af laks over kajen.
Klare regler og tilladelser må være et utvetydigt krav til alle myndighedspersoner, specielt fiskerikontrollen, der kommunikerer reglerne videre ud til fiskerne, de skal om nogen være ekstra klare i spyttet når godkendelser eller tilladelser gives videre mundtligt.
Der kan ske fejl i alle led, det ved alle, men nogen gange kan fejl og misinformation føre til store ekstra omkostninger for den pågældende fisker. Det var netop sådan en information, som fik fiskerskipper Bo Grønbech Johansen R32 Ninni Tejn havn på Bornholm , til at annoncerer på HavFriskFisk om salg af laks direkte fra kutter i havnen.
Fiskerikontrollen var dog hurtigt ude for at rette misforståelsen, de ringede Bo op på havet og fortalte at man var nødt til at trække godkendelsen tilbage, med henvisning til reglerne om for meget dioxin og dioxinlignende PCB i laksen. Til stor ærgrelse for Bo og sikkert også til endnu større ærgrelse for mange af de kunder, der efterfølgende har måttet gå forgæves efter laksen.
En spildt fisketur kan man måske til nød forsvare, men problemet er netop, at der i øjeblikket ikke er råd til fejltagelser. Hver eneste ene dråbe diesel brugt i fiskeriet skal kunne udmøntes i indtægter af fangede fisk. Indtægter der skal være med til at betale regningerne med. Og med de øget udgifter til brændstof og udgifter til vedligehold samt mindre priser for fangsten, huler det indtjeningen gevaldigt, så en mistet indkomst på bare èn tur, kan få langvarige og uoverskuelige følger i tiden fremover.
Dioxin og dioxinlignende PCB ophobes i fedtvævet og opkoncentreres gennem fødekæden. Det vil sige, at koncentrationen i de store fisk er størst, fordi de spiser en masse små fisk, og dioxinen og dioxinlignende PCB bliver tilbage i deres fedtvæv. Laks, der forhandles i Danmark og EU, skal overholde EU’s grænseværdier.
Laks der langes over kajen på denne måde, er der derfor helt klare og specifikke regler for. I Danmark har undersøgelser af østersølaksen vist, at laks i vægtklassen 2,0 til 5,5 kg kan overholde grænseværdierne, såfremt de har gennemgået en dybdetrimning. Ved en dybdetrimning fjerner man alt synligt fedt. Hvorfor man i Danmark har valgt at fastsætte krav om henholdsvis dybdetrimning og en vægtgrænse inden salg til slutbruger. Fisk i denne vægtklasse må gerne sælges til konsum, hvis bare køber er en restaurant eller et spisested, hvor laksen kommer i hænderne på en kok, som har gennemgået dybdetrimningskurset.
Østersølaks større end 5,5 kg landet i DK, må således ikke omsættes inden for EU. Reglerne tillader dog eksport af disse laks til 3. lande, såfremt myndighederne i modtagerlandet giver en accept af forholdene og indholdet af dioxin.
FiskerForum.com