Når politikerne vil være klogere end biologerne – og fiskeriet igen får regningen

Leder af redaktionen FiskerForum.dk

Miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) kalder EU’s nye kvoteaftale for Østersøen en sejr for naturen. Danmark har presset på for lavere fiskekvoter end den videnskabelige rådgivning giver mulighed for, og ministeren lægger ikke skjul på, at hun gerne havde set endnu større begrænsninger. Men hvor er den tilsvarende politiske handlekraft over for forurening, iltsvind, stigende havtemperaturer og presset fra sæler og skarv? Når fiskeriet igen bliver det centrale redskab til at redde et havområde i miljømæssig krise, er der grund til at spørge, om politikerne bekæmper alle årsagerne – eller blot regulerer den erhvervsgruppe, de lettest kan stille krav til.

Der er noget bemærkelsesværdigt ved den begejstring, som miljøminister Maria Reumert Gjerding lægger for dagen efter EU’s kvoteforhandlinger i Luxembourg om Østersøen for 2027. Danmark har ifølge ministeriets egen pressemeddelelse haft held til at begrænse stigningen i sildekvoten i den centrale Østersø, så den bliver mindre end det niveau, biologernes rådgivning giver mulighed for.

Og det bliver fremhævet som en dansk sejr.

Det er naturligvis legitimt, at politikere vælger en mere forsigtig forvaltning end den maksimale fangstmængde, som forskerne vurderer er forenelig med bæredygtigt fiskeri. Men når politikerne systematisk ønsker lavere kvoter, også når bestandene viser fremgang, bør de samtidig forklare, hvad den ekstra forsigtighed konkret forventes at gavne, hvor stor effekten bliver, og hvorfor fiskerierhvervet skal bære de økonomiske konsekvenser.

Ellers risikerer den videnskabelige rådgivning at blive reduceret til et udgangspunkt, som politikerne kan vælge at se bort fra, når deres egne naturpolitiske ambitioner skal realiseres.

Tre politiske prioriteringer, der afslører den danske kurs

Der er især tre forhold i aftalen og ministeriets egen udlægning, som fortjener opmærksomhed.

1. Silden er i fremgang – men Danmark ønsker alligevel en mindre kvotestigning

Den centrale sildebestand i Østersøen viser positive tegn, og den videnskabelige rådgivning giver mulighed for en større kvotestigning end den, EU-landene har vedtaget. Alligevel har Danmark arbejdet aktivt for at holde stigningen nede på 71 procent. Det er ikke nødvendigvis biologisk forkert at være mere forsigtig end rådgivningens øvre grænse. Men det er et politisk valg. Et valg, som betyder, at fiskerne ikke får adgang til hele den fangstmængde, som den videnskabelige rådgivning giver mulighed for. Her burde ministeriet fremlægge en konkret vurdering af, hvor meget hurtigere bestanden forventes genopbygget ved den lavere kvote, og hvad beslutningen koster fiskeriet. For hvis man ikke kan dokumentere en væsentlig ekstra biologisk gevinst, hvorfor skal fiskerne så undvære indtjeningen?

2.Danmark ønskede endnu lavere bifangstkvoter for torsk og vestlig sild

Den danske delegation arbejdede også for markante reduktioner af bifangstkvoterne for torsk og vestlig sild. Her stod Danmark ifølge ministeriet alene, og kompromiset blev derfor at videreføre kvoterne på samme niveau som i 2026. Men ministeren erklærer samtidig, at Danmark fortsat vil arbejde for at reducere bifangstkvoterne til det absolutte minimum. Det rejser et væsentligt spørgsmål. Hvordan forestiller regeringen sig, at fiskerne skal kunne udnytte kvoterne på andre arter, hvis selv små og uundgåelige bifangster risikerer at begrænse fiskeriet? Bifangstkvoter er ikke nødvendigvis et udtryk for, at fiskerne ønsker at fange torsk. De er også en praktisk forudsætning for, at andet fiskeri kan gennemføres lovligt. Ministeriet fremhæver selv, at danske fiskere kun udnytter omkring 3 procent af bifangstkvoten for vestlig torsk, under 1 procent for østlig torsk og 16 procent for vestlig sild. Det kan være et argument for, at lavere kvoter i øjeblikket ikke nødvendigvis vil ramme det danske fiskeri hårdt. Men det besvarer ikke spørgsmålet om, hvorvidt yderligere reduktioner kan skabe problemer i bestemte fiskerier, områder eller perioder. Det bør undersøges, før man politisk beslutter, at kvoterne skal helt i bund.

3. Danmark og Sverige vil ændre grundlaget for den videnskabelige rådgivning

Endelig har Danmark og Sverige opfordret til, at den fremtidige videnskabelige rådgivning i højere grad afspejler kompleksiteten i de marine økosystemer. Det kan umiddelbart lyde fornuftigt. For fiskebestande påvirkes af langt mere end fiskeri. Men netop derfor bliver det interessant, hvilke faktorer politikerne ønsker inddraget, og hvordan de vil sikre, at rådgivningen fortsat er videnskabeligt uafhængig. Hvis ønsket handler om bedre forståelse af iltsvind, temperaturstigninger, fødegrundlag, sæler, skarv og andre påvirkninger, er det en relevant ambition. Hvis resultatet derimod bliver en rådgivning, hvor politiske naturmål får større vægt uden tilsvarende dokumentation, risikerer man at svække den faglige gennemsigtighed. Videnskaben skal undersøge og forklare. Politikerne skal træffe beslutninger og stå til ansvar for dem. De to opgaver bør ikke blandes sammen.

Østersøen er syg – men fiskeriet er ikke den eneste årsag

Det mest påfaldende ved ministeriets præsentation af aftalen er imidlertid det, der næsten ikke omtales. Østersøen er et af Europas mest belastede havområder. Gennem årtier har landene omkring havet udledt store mængder kvælstof, fosfor og andre forurenende stoffer. Det har bidraget til algeopblomstring, forringede levesteder og omfattende iltsvind.

Samtidig påvirkes Østersøen af stigende vandtemperaturer, ændrede saltforhold og klimaforandringer, som kan få alvorlige konsekvenser for fiskenes gydning, vækst og overlevelse.

Det er ikke påstande fra fiskerierhvervet.

Det er forhold, som blandt andet er dokumenteret af HELCOM, samarbejdsorganisationen for beskyttelse af Østersøens havmiljø. HELCOM peger på, at både overfiskeri, næringsstoffer, miljøfarlige stoffer, ødelagte levesteder og klimaforandringer har bidraget til Østersøens dårlige miljøtilstand. Derfor er det også forkert at frikende fiskeriet for ethvert ansvar.

Men det er lige så forkert at efterlade indtrykket af, at yderligere begrænsninger af fiskeriet i sig selv kan bringe Østersøen tilbage i god økologisk tilstand.

Man kan ikke regulere sig ud af iltsvind med fiskekvoter

Der er en grundlæggende forskel på at begrænse fiskeridødeligheden og at forbedre de miljøforhold, fiskene skal leve under. En mindre sildekvote kan reducere fiskeriets udtag af bestanden.

• Men den fjerner ikke kvælstof og fosfor fra havet.
• Den sænker ikke vandtemperaturen.
• Den genskaber ikke automatisk iltrige bundområder eller de gyde- og opvækstområder, som fiskene er afhængige af.
• Og den løser heller ikke problemerne med ændrede fødekæder eller lokale påvirkninger fra sæler og skarv.

Særligt sidstnævnte er et spørgsmål, som fiskerierhvervet længe har efterlyst større politisk opmærksomhed omkring.

Sæler og skarv kan lokalt påvirke fiskebestande og fiskerimuligheder, selv om deres betydning varierer mellem områder og arter. Det er derfor nødvendigt at undersøge påvirkningen konkret frem for enten at gøre rovdyrene til hovedårsagen eller helt at afvise deres betydning. Det samme gælder de øvrige belastninger.

Hvis Østersøens problemer skal løses, kræver det en samlet indsats, hvor hver belastning mødes med de virkemidler, der faktisk kan reducere den.

Hvor er den politiske sejr over for forureningen?

Når Maria Reumert Gjerding fremhæver det som en dansk sejr, at kvotestigningen for sild blev mindre end den videnskabelige rådgivning gav mulighed for, er det derfor nærliggende at stille et andet spørgsmål:

• Hvor er de tilsvarende sejre over for de udledninger og miljøpåvirkninger, som fortsat forringer Østersøens økologiske tilstand?
• Hvor er de konkrete resultater, der sikrer bedre iltforhold, mindre næringsstofbelastning og bedre levesteder for fiskene?
• Hvor er den samlede vurdering af, hvor meget de forskellige indgreb forventes at bidrage til genopbygningen af fiskebestandene?

Det er muligt, at en lavere sildekvote giver en biologisk fordel. Men det er ikke tilstrækkeligt blot at erklære, at bestanden får mere ro. Man bør også kunne forklare, hvor stor fordelen forventes at være, og hvorfor netop denne regulering prioriteres.

Fiskerne betaler prisen for den politiske forsigtighed

For fiskerne i Østersøen er kvoterne ikke blot tal i et regneark. De er grundlaget for investeringer, arbejdspladser, havneaktivitet og den økonomi, der skal holde fartøjerne i drift.

Når en bestand viser fremgang, men politikerne alligevel vælger at begrænse fangstmulighederne mere end nødvendigt efter den videnskabelige rådgivnings øvre ramme, får det potentielt økonomiske konsekvenser.

Det er ikke ensbetydende med, at enhver mulig kvotestigning skal udnyttes fuldt ud. Men beslutningen bør ledsages af en åben vurdering af både de biologiske gevinster og de erhvervsøkonomiske omkostninger. For ellers bliver forsigtighedsprincippet let et princip, hvor én erhvervsgruppe forventes at betale for en politisk ambition, uden at det bliver tydeligt, hvad man får til gengæld.

Fiskerne har også interesse i et sundt hav

Der er ingen modsætning mellem et sundt havmiljø og et levedygtigt fiskerierhverv.

Tværtimod.

Ingen er mere afhængige af stærke fiskebestande og velfungerende marine økosystemer end de mennesker, der skal leve af at fiske. Derfor bør fiskerne heller ikke fremstilles som modstandere af naturbeskyttelse, blot fordi de efterspørger dokumentation for nødvendigheden og virkningen af nye begrænsninger.

Et bæredygtigt fiskeri forudsætter både ansvarlig fangstregulering og et havmiljø, hvor fiskene faktisk kan overleve, vokse og formere sig. Det ene kan ikke erstatte det andet.