Fiskebranchen har fået økonomisk støtte til aktiv markedsføring og vil bla. bruge midlerne på nye medier.
Målet er at de danske forbrugere skal spise mere fisk – og så skal kantiner, både de private og de offentlige, påvirkes, så de i højere grad vil servere fisk.
Lone Marie Eriksen fra Fiskebranchen skriver i en kommentar til støtten, ”Vi ønsker at arbejde med nye medier for at påvirke forbrugerne til at vælge fisk, når de skal handle ind til aftensmad. Vi ved, at 80% af beslutningerne om aftensmaden træffes mellem kl. 16 og 18, og det skal vi udnytte. Radiospots, outdoor-kampagner – som er plakater i bybilledet tæt på indkøbsstederne – adwords på internettet og mobile applikationer; også kendt som Apps, skal i forenelighed sætte fokus på fisk.”
Aktiviteterne for de næste par år vil have følgende terminer med kampagneperioderne liggende i maj, tæt på pinsen, hvor rødspætte, mørksej, kulmule, kuller, hornfisk m.fl. er i sæson, samt i september, i ugerne omkring Fiskens Dag, hvor torskefisk, sild, makrel, muslinger m.fl. har sæson
Læg dem i kalenderen allerede nu!
Kilde: Fiskebranchen
FiskerForum.com