En sprængt olieslange udløste fredag en alvorlig brand og efterfølgende eksplosion ombord på det islandske pelagiske fartøj »Barði NK«.
Det skriver Fiskur.fo. (Færøsk) og Fish Break. (engelsk)
Efter at have drevet hjælpeløst rundt nord for Færøerne i over tre timer, ligger det tyrkisk-byggede skib nu i Tórshavn. Rederiet og forsikringsfolk er rykket ombord for at besigtige de omfattende skader, der formentlig vil tage uger at udbedre.
Det, der blot skulle have været en ukompliceret hjemsejling efter et planlagt værftsophold på Færøerne, udviklede sig fredag til et regulært mareridt for besætningen ombord på det 80 meter lange pelagiske fiskefartøj, »Barði NK«.
Det pelagiske fartøj, som er bygget i Tyrkiet tilbage i 2012, var netop afsejlet efter en gennemgribende overhaling af maskineriet, da en voldsom eksplosion i maskinrummet rystede trawleren voldsomt. Det skete på åbent hav nord for Færøerne. Eksplosionen udløste en kraftig oliebrand, der forårsagede omfattende materielle skader og efterlod skibet fuldstændig uden fremdrift i rum sø.
Intensiv sikkerhedstræning afværgede katastrofen
Der var kun fem besætningsmedlemmer ombord, hvis eneste opgave var at sejle skibet sikkert hjem til Island efter en endt vedligeholdelse. En prøvesejlads var blevet gennemført umiddelbart inden afgang uden tegn på tekniske fejl, men på åbent hav gik det galt.
Ifølge skibets skipper, Theodór Elvar Haraldsson, opstod branden, da der pludselig gik hul på en højtryksolieslange i maskinrummet. Olien ramte en varm overflade, hvilket øjeblikkeligt udløste eksplosionen.
Skipperen lægger ikke skjul på, at situationen var yderst kritisk, og at besætningens beredskabstræning reddede situationen: »Vi fik kvalt ilden hurtigt. Havde den raset bare lidt længere i maskinrummet, kunne det have udviklet sig til en regulær katastrofe, hvor vi fuldstændig havde mistet kontrollen.«
Hos det islandske rederi er der dyb lettelse over, at ingen kom til skade. Hele flåden bruger sikkerhedssystemet ’Alda’, og det var netop en dugfrisk brandøvelse i maskinrummet, der sikrede, at besætningen bevarede det kølige overblik og vidste nøjagtigt, hvad de skulle gøre. Rederiets sikkerhedschef, Páll Freysteinsson, tøver da heller ikke med at rose besætningens lynsnare reaktion, som reelt reddede skibet fra et totalforlis
Fire ugers genopbygning i Tórshavn
Efter at besætningen vandt kampen mod flammerne, drev »Barði NK« hjælpeløst rundt i over tre timer. Det færøske inspektionsskib »Brimil« hastede til positionen, fik etableret et slæb og bugserede trawleren tilbage til havnen i Tórshavn – den selv samme havn, den kort forinden havde forladt.
Mens de fem besætningsmedlemmer efterfølgende er rejst hjem til Island, er repræsentanter fra rederiet, det islandske forsikringsselskab samt havarikommissionen rykket ombord i Tórshavn for at indlede de officielle undersøgelser.
De første meldinger lyder på, at branden har raseret maskinrummet og efterladt omfattende skader. Det vurderes for nuværende, at reparationsarbejdet vil tage op mod fire uger, før det pelagiske fartøj igen kan genoptage fiskeriet.




















