Af redaktionen FiskerForum.dk
Der har netop åbnet sig en dyb og faretruende politisk kløft mellem regeringen og landbruget, efter at formanden for Landbrug & Fødevarer (L&F), Søren Søndergaard, har erklæret, at den ellers så historiske Grøn Trepart fra 2024 ikke længere eksisterer.
Det er et klassisk politisk paradoks, hvor to parter kigger på det samme stykke papir, men ser to fuldstændig forskellige virkeligheder.
Men for alle, der lever af de primære erhverv – herunder i den grad også dansk fiskeri – sender denne strid et rystende signal om, at politiske aftaler på Christiansborg ikke længere er nagelfaste, når først blækket er tørt.
Paradokset: Den levende aftale over for det døde papir
-
Selve kernen i konflikten mellem regeringen og landbruget handler om et principielt spørgsmål: Skal en bred, politisk trepartsaftale ses som et loft for reguleringen, eller blot som et fundament, man frit kan bygge videre på?
-
Fra regeringens side – anført af minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S) – er budskabet klart: Aftalen lever i bedste velgående. Det formelle argument er, at regeringen ikke direkte har pillet ved eller annulleret de konkrete punkter, man blev enige om i juni 2024. Fordi de oprindelige elementer formelt eksisterer, mener regeringen, at alt er i orden. At man så i det nye regeringsgrundlag vælger ensidigt at rulle yderligere byrder ud – såsom et udvidet nationalt sprøjteforbud og nye særkrav til grisebranchen – ændrer i ministerens optik ikke på, at fundamentet fra 2024 stadig står.
-
For landbruget er virkeligheden den stik modsatte: Aftalen er ”ikke-eksisterende”. Dengang i 2024 strakte landbruget sig ekstremt langt og slugte enorme kameler – herunder en historisk CO2-afgift. Forudsætningen for overhovedet at skrive under var krystalklar: Dette var prisen for at få arbejdsro, forudsigelighed og en bunden, kendt opgave.
Når regeringen nu ændrer spillereglerne midt i kampen, føler erhvervet sig ført bag lyset. Som Søren Søndergaard tørt konstaterer, findes treparten reelt kun på papiret nu: »Vi gik ud af rummet i juni 2024. Siden er de andre rejst videre.« At selve Ministeriet for Grøn Trepart samtidig er blevet nedlagt, understreger kun det strukturelle kollaps.
Hvorfor paradokset vækker dyb genklang i fiskeriet
Denne situation bør tænde de helt store advarselslamper hos de danske fiskere og i fiskeriets organisationer. Fiskerierhvervet kender om nogen til vigtigheden af lange, stabile rammevilkår. Når man investerer millioner i nye, energivenlige fartøjer eller selektive redskaber, gør man det ud fra en tro på, at de politiske aftaler og regler holder i mere end et par måneder.
Historien om landbrugets trepart udstiller en skræmmende tendens på Christiansborg, som direkte kan overføres til de igangværende og kommende kampe om havmiljøet, trawlfrie zoner og beskyttede områder:
Tillidskrisen rykker ud på havet: > Hvis landbruget ikke kan stole på en underskrevet trepartsaftale, hvordan skal fiskeriet så kunne stole på de politiske kompromisser, der indgås om kvotefordeling, marine naturnationalparker eller kystnært fiskeri?
Når brede aftaler ikke får lov til at virke og vise deres værd i praksis, før politikerne kaster sig over næste bølge af populistiske særkrav og ekstra begrænsninger, undermineres selve fundamentet for at drive erhverv i Danmark.
Regeringen har måske juridisk ret i, at de ikke har aflyst teksten fra 2024. Men politisk og moralsk har landbruget fuldstændig ret i, at aftalens ånd er forsvundet. For fiskerierhvervet er denne sag en hård påmindelse om, at Christiansborg i stigende grad lider af akut politisk hukommelsestab. Hvis en underskrift fra en minister ikke længere garanterer arbejdsro og stabilitet, står vi med en demokratisk tillidskrise, der rækker langt ud over landbrugets marker – den rammer hele vejen ud på de danske kuttere, hvor fiskerne nu må spørge sig selv: Hvornår er det vores tur til, at en indgået aftale pludselig intet er værd?
