Historien om Erasmus Montanus er gammel, men uhyggeligt aktuel. Den højtstuderende bondedreng, der rejser til København, får lærdom og titler – og vender hjem med en så ophøjet selvforståelse, at han ikke længere kan tale med sine egne.
Han taler korrekt, men han taler ikke med nogen. Han har ret – men har mistet forbindelsen til virkeligheden.
I dag foregår scenen ikke på landsbyens gadekær, men i Facebook-grupper, hvor der på overfladen opfordres til faglighed, viden og kvalificeret debat. I praksis udspiller der sig noget ganske andet.
Når titlen bliver adgangsbillet
I disse grupper er døren åben – men kun på papiret. For når almindelige fiskere, folk med hænderne i garnene og blikket rettet mod vejret, strøm, bunden og fangsterne, deler deres erfaringer, mødes de ofte ikke af nysgerrighed, men af tavshed, irettesættelser eller direkte afvisning.
En afvisning – ikke fordi deres input er irrelevant – Men det er det indtryk mange får, når deres navn ikke indledes med enten cand.mag., ph.d., marinebiolog eller forsker m.m.
Erfaringer fra havet bliver reduceret til anekdoter
Observationer fra årtiers fiskeri affejes som subjektive. Spørgsmål bliver tolket som modstand mod videnskab. Og dialogen stopper brat, når den ikke følger den teoretiske model og regnestokkens matematiske formler.
Det er Erasmus Montanus i digital udgave – Korrekt i formen – men ude af trit med virkeligheden.
Skrivebordets sandheder mod havets erfaringer
Der findes næppe en fisker i Danmark, der er imod viden, forskning eller faglighed. Tværtimod. Fiskeriet er afhængigt af den. Men viden uden virkelighedskontakt bliver skrøbelig.
Når modeller, beregninger og konklusioner udarbejdes uden løbende at blive holdt op mod det, der faktisk sker på havet, opstår der et farligt tomrum. For fiskerne ser noget andet. De oplever uoverensstemmelser og derfor, stiller de spørgsmål og deler deres erfaringer.
Og netop dér burde dialogen begynd – i stedet mødes de af en attitude, hvor budskabet – ofte usagt, men tydeligt – er: »Det forstår du ikke og det har vi iøvrigt regnet på. »End of discussion«
Højttravende faglighed uden jordforbindelse
Der er noget dybt problematisk i en faglighed, der bliver selvtilstrækkelig, egocentrisk og utilnærmelig. Når næsen kommer så højt i sky, at man glemmer at se, hvor man sætter foden.
For fiskernes indspark er ikke forstyrrende støj. De er realitetstjek. De er det filter, der kan afsløre, om regnestokken rammer ved siden af. Når de systematisk ignoreres, mister fagligheden sin styrke – og bliver i stedet et lukket kredsløb, hvor man bekræfter hinanden.
Det er ikke videnskabens styrke – Det er dens svaghed.
»Hvad ikke kan stå, må falde« – uden spørgsmål
I stedet for dialog ser vi i stigende grad en tilgang, hvor konklusioner præsenteres som endegyldige sandheder. Hvad ikke passer ind, må falde. Uden at der stilles kritiske spørgsmål. Uden at man overvejer, om virkeligheden er mere kompleks end modellen.
Det er ironisk. For netop kritiske spørgsmål er videnskabens motor. Når de kommer fra fiskere, bliver de ofte tolket som politiske, følelsesladede eller uvidenskabelige – i stedet for det, de er: Erfaringer fra den natur, som man hævder at kende bedst.
En appel – ikke et angreb
Dette er ikke et angreb på forskning, uddannelse eller faglighed. Det er en kritik af en adfærd, der gør dialog umulig i en tid, hvor erhvervet er under massivt pres.
Hvis man virkelig ønsker faglighed, må man også ønske samtalen. Hvis man vil forstå havet, må man lytte til dem, der færdes i det hver dag. Og hvis man vil træffe kloge beslutninger, må man turde få sine konklusioner udfordret.
Ellers ender vi dér, hvor Erasmus Montanus endte – Med ret i teorien – men alene i praksis.
Og det er hverken godt for videnskaben, fiskeriet eller den fælles forståelse af det hav, vi alle siger, vi vil passe på.
