DTU Aqua skal forske i biologien for en presset art, støttet af Seabreak – Stenbideren er blevet overset, men viden er afgørende, hvis vi skal beskytte og bevare den.
Med støtte fra den nystiftede velgørende organisation Seabreak starter DTU Aqua et pionerprojekt, der skal kortlægge stenbiderens biologi og undersøge, hvordan miljø-forandringer påvirker dens levevilkår.
Stenbideren har i årtier været et fast indslag i de danske farvande, i det danske fiskeri og på de danske tallerkener, hvor stenbiderrogn har været en forårsbebuder. Men i de senere år er bestanden af stenbider gået dramatisk tilbage. Så meget tilbage, at der fra 1. januar 2025 blev indført et totalt stop for fiskeri efter stenbider, baseret på rådgivning fra DTU Aqua – en hidtil uset beslutning, der fik stor mediebevågenhed.
Den alvorlige situation har samtidig sat spotlight på, hvor lidt vi egentlig ved om stenbiderens biologi og levesteder, og de presfaktorer, der truer arten.
Et nyt forskningsprojekt på DTU Aqua har derfor fået en bevilling fra den nystiftede velgørende organisation Seabreak til for første gang at sætte stenbiderens biologi under lup.
Et samspil mellem fiskeri og andre faktorer
»Med den nye bevilling kan vi begynde at udfylde de huller i vores viden om stenbiderens biologi og levevilkår, og hvordan den klarer sig i et hav med stigende temperaturer og hyppigere iltsvind, og det er afgørende for at forstå, hvordan man bedst kan beskytte og bevare stenbideren,« siger seniorforsker Jane Behrens, der leder projektet på DTU Aqua.
Det bliver spændende og måske også udfordrende at få levende stenbidere ind i vores eksperimentelle facilitet.
Stenbideren har været udnyttet i fiskeriet i årtier, men forsker Ole Henriksen, som har stået for rådgivningen af stenbider i Danmark, mener ikke, vi med sikkerhed kan sige, at fiskeriet alene bærer skylden for det markante dyk i bestanden:
»Vi har mistanke om, at det i højere grad er et samspil mellem fiskeri og andre faktorer, som har ført til det kollaps, vi har set de seneste år«.
Hvordan miljøforandringer former stenbideren
Forskernes tese er, at det ud over fiskeri også er klimaændringer med stigende havtemperaturer og perioder med længerevarende iltsvind, der har været med til at tvinge stenbideren i knæ.
Stenbiderens mærkværdige biologi med deres afhængighed af både de frie vandmasser i Nordatlanten, og de kystnære danske farvande i gydeperioden giver flere pejlemærker for, hvordan miljøet kan presse stenbideren. Men hvordan miljøforandringer former stenbiderens vækst- og overlevelsesmuligheder ved man endnu ikke, så det er noget af det, forskerne nu vil undersøge:
»Det bliver spændende og måske også udfordrende at få levende stenbidere ind i vores eksperimentelle facilitet, og jeg glæder mig meget til at dykke ned i forsøg, som kan afklare, hvilke miljøfaktorer i havet, som er med til at påvirke stenbideren,« siger Jane Behrens.
Jane Behrens nævner et par andre forhold omkring stenbideren, man heller ikke ved noget særligt om, nemlig om stenbideren i løbet af sit liv vender tilbage til de kystnære vande én eller flere gange for at gyde, om den spiser i gydesæsonen og i så fald hvad, og hvilken rolle den så spiller i fødekæden og økosystemet. Begge dele er helt centrale brikker, hvis man skal forstå artens tilbagegang, og hvor robust – eller ikke robust – den er over for ydre pres.
Når DTU Aqua nu med midlerne fra Seabreak får mulighed for at tage de første, store skridt mod at forstå stenbiderens biologi vil det også kunne give bidrage til forståelsen af det kystnære havmiljø.
Danmarks fire store akvarier skal bringe nyt om stenbideren ud til befolkningen
Et stort ønske fra både projektleder Jane Behrens og Seabreak er, at viden om stenbideren når ud til befolkningen. Derfor har man indgået et samarbejde med landets største udstillingsakvarier, Kattegatcentret, Nordsøen Oceanarium, Den Blå Planet og Øresundsakvariet:
»Akvarierne kan skabe den perfekte ramme for vores foredrag og formidling om arten og resultaterne fra projektet. De har årelang erfaring med dette og kan samtidig fremvise levende stenbidere i fuld dressur til publikum,«’ siger Jane Behrens.
I bevillingen fra Seabreak er inkluderet finansiering af en ph.d.-studerende og en postdoc. På den måde bidrager projektet også til forskeruddannelse af fremtidens fiskenørder og havvogtere.
Det nye projekt om stenbiderens biologi går i gang i januar 2026, og løber over en 4-årig periode.