Ålen er blevet et symbol i kampen mellem biodiversitet og kulturarv, mellem grønne idealer og lokale erhverv. Fra én front – Radikale Venstre – lyder det klare krav: Luk ålefiskeriet nu, før arten uddør. Fra en anden – erhvervsfiskeriet og DFPO – lyder en anden sandhed: Fiskeriet bærer kun en brøkdel af skylden, og presset bør rettes mod andre faktorer.
Radikale Venstre: Et klart kald om handling nu
I deres debatindlæg i Altinget.dk Debat, maler Zenia Stampe og Anne-Sofie Sadolin Henningsen et alvorligt billede. De peger på, at ålebestanden er faldet med over 98 % siden 1980 og nu er kritisk truet. Videnskabens anbefaling er entydig, skriver de: »stop fiskeriet, hvis ålen skal have en chance.«
De kritiserer regeringens planer om at videreføre ålefiskeriet og tildele nye licenser som »absurde«, og bruger miljøministerens påskeoptræden med røget ål, som symbol på manglende alvor. For Stampe og Sadolin er spørgsmålet simpelt: »Hvis man ønsker at bevare ålen – også som kulturarv – skal man stoppe med at fange den nu, mens der stadig er noget at redde.«
Fiskeriet svarer igen
Vi er ikke skurken i denne fortælling, understreger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening, han vender istedet argumentet på hovedet i en artikel i Fiskeritidende.dk: »Det er ikke fiskeriet, der truer ålens overlevelse.« Derimod påpeger han, at fiskeriet efter blank-ål er reduceret med 90 procent siden 2021, og at det resterende fiskeri er så minimalt, at det kun udgør 3 procent af ålens samlede dødelighed i Europa.
I stedet peger Svend-Erik Andersen på turbiner, forurening, spærrede vandløb og især skarven som hovedtrusler. At fokusere udelukkende på fiskerne, mener han, er forfejlet – og at gøre åle-fiskere til syndebukke er både urimeligt og ineffektivt.
Han støtter sig til den hollandske åle-forsker Willem Dekker, der mener, at det er ødelæggelsen af levesteder og ikke fiskeriet, som udgør den største trussel. Derfor, argumenterer Svend-Erik Andersen, er det forkert at kalde det »absurd« at spise ål fanget efter gældende regler og direkte skadeligt at udhule et allerede hårdt ramt kystfiskeri, der i mange tilfælde er bæredygtigt og kulturbærende.
To »sandheder« og en konflikt om prioritering
I kernen af uenigheden ligger spørgsmålet: Hvad er den mest ansvarlige måde at beskytte ålen på?
- Radikale Venstre siger: Når en art er kritisk truet, bør alt menneskeligt pres fjernes, også det symbolske. Et stop i fiskeriet vil være et klart signal og en nødvendig pause.
- DFPO og fiskerne siger: Vi har allerede reduceret os selv næsten ud af ligningen. Et totalforbud hjælper ikke, hvis man ignorerer de virkelige årsager og det slår samtidig kulturen og erhvervet i stykker.
Det er ikke bare en teknisk debat. Det er et spørgsmål om, hvordan vi forvalter ansvar i en biodiversitets-krisen – og hvem der skal bære byrden. De radikale synes desværre at glemme, at der bag deres idealistiske krav om et totalstop for ålefiskeri gemmer sig et virkeligt liv – for virkelige mennesker.
Ved at kræve en fuldstændig beskyttelse, som end ikke videnskaben entydigt bakker op om, negligerer de den kulturelle og økonomiske værdi, som ålen har haft i generationer for lokalsamfund omkring landets mindre havne. Hvordan kan man påberåbe sig moralsk overlegenhed og kræve totalfredning, når det samtidig fører til, at fiskere, der ikke må sætte deres bundgarn, må se ålen bogstaveligt talt svømme forbi – ulovligt at fange – selvom de er der i overflod?
Et tiltag, der helt klart rammer de forkerte og ignorerer de større, reelle problemer, som ålen kæmper med.
