Havmølle-udvalget har i en høringsrapport om ”kystnære havmøller i Danmark,” udpeget 16 placeringer til havvindmøller indenfor 20 km fra kysten.
Anbefalingerne fremgår af en screeningsrapport, som Energistyrelsen nu sender i høring. Screeningsrapporten kortlægger arealinteresserne på havet i området ud til 20 km fra kysten med det formål at finde placeringer til havmølleparker. Ingen af de udpegede områder ligger tættere end 2 km på kysten, og fjorde og lukkede farvande er udelukkede af hensyn til den visuelle påvirkning af kystlandskabet.
Ud for byer og sommerhus områder ligger områderne mindst 3 km fra kysten og ved særlige landskaber mindst 4 km fra kysten. Der er endvidere udarbejdet en visualiseringsrapport og en strategisk miljøvurdering, som indgår i høringen.
Havmølleudvalget består af Energistyrelsen (formand), Søfartsstyrelsen, Naturstyrelsen, Risø-DTU og Energinet.dk. Havmølleudvalget har særligt set på arealinteresser vedr. sejladssikkerhed, råstoffer, naturforhold, herunder trækfugleruter, samt visuelle aspekter.
På denne baggrund har et tidligere udkast til udpegningerne været i høring hos alle statslige myndigheder med marine interesser, f.eks. Kulturstyrelsen, Kystdirektoratet, Fødevareministeriet, osv. Udpegningerne er justeret ind efter myndighedernes kommentarer. Havmølleudvalget har skelet til de områder, hvor der allerede er indgivet ansøgninger om forundersøgelsestilladelse til en havmøllepark, men myndighedernes arealbindinger har været bestemmende for de endelige udpegninger.
Kilde: Energistyrelsen
FiskerForum.com
Screeningsrapport Energistyrelsen her