For nyligt slog Danske Rederier fast, at der er behov for politisk opbakning til den grønne omstilling af søfarten i EU og her i Danmark. Konkret opfordrede Danske Rederier EU til at søsætte initiativer og investeringer, der kan sikre, at søfarten får adgang til grønne brændstoffer rundt om i de europæiske havne. Denne opfordring kan vi til fulde tilslutte os i Danmarks Fiskeriforening.
Det skriver formanden for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen i Fiskeritidende.dk’s »Formanden har ordet«.
For virkeligheden er, at det har lange udsigter, før det bliver muligt at tanke grønne brændstoffer rundt om i landets havne. Og sagt lige ud: Det bliver svært at nå målet om at fiske klimaneutralt, hvis ikke der snart bliver sat skub i nogle investeringer, der kan gøre de grønne brændstoffer tilgængelige for fiskeriet.
CO2-afgiften truer
I fiskeriet vil vi gerne den grønne omstilling, og når de rigtige løsninger er blevet udviklet, er vi klar til at investere i dem. Men lige nu er det svært at komme videre med omstillingen. Vi mangler simpelthen den infrastruktur, der skal til for at gennemføre en grøn omstilling af vores erhverv. Det er bekymrende. Særligt i lys af, at CO2-afgifterne venter lige om hjørnet og truer med at slå bunden ud af økonomien i fiskeriet.
Beregninger fra »Implement Consulting« viser, at det lige nu er billigere for fiskerne blot at betale CO2-afgiften, end det er at gennemføre en grøn omstilling. Simpelthen fordi vi mangler de grønne brændstoffer. Det er alvorligt. Og resultatet bliver, at CO2-afgiften kommer til at afvikle og ikke udvikle fiskeriet.
Afgiften skal tilbage til fiskerne
Det er derfor vigtigt, at politikerne i Danmark sikrer, at CO2-afgiften ikke afvikler fiskerierhvervet. I Danmarks Fiskeriforening peger vi på, at man, fuldstændigt som man har tænkt sig i forhold til landbruget, skal sikre, at udgifterne til CO2-afgiften bliver ført tilbage til fiskeren sådan, at det ikke bliver dyrere at være fisker.
Vi har helt konkret foreslået en model, hvor den enkelte fisker får udbetalt en kompensation, der neutraliserer merudgiften til CO2-afgiften. Det kan konkret gøres ved, at man får udbetalt en kompensation, som er beregnet ud fra det historiske brændstofforbrug. Tilskuddet skal gives ved årets begyndelse, så man fortsat har incitament til at minimere brændstofforbruget og dermed mindske CO2-udledningen og udgiften til CO2-afgiften.
Ifølge Implement Consulting er det den billigste måde at omstille fiskeriet på, da fiskerne selv får mulighed for at vælge, hvilke brændstofbesparende tiltag, der giver mening på det enkelte fartøj, fremfor at man giver støtte til bestemte tiltag, der ikke nødvendigvis er optimale på det enkelte fartøj.
Der skal være økonomi til omstilling
Løsningen sikrer samtidig, at man ikke dræner fiskerierhvervet for den kapital, der skal sikre, at fiskerierhvervet har mulighed for at investere i omstillingen til de grønne brændstoffer, som er helt afgørende for den grønne omstilling af fiskeriet.
Samtidig er der et behov for, at de midler, der eksempelvis er til rådighed på Det Europæiske Program for Hav, Fiskeri og Akvakultur, målrettes den grønne omstilling af fiskeriet. Det kan kort og godt sikre, at omstillingen bliver gennemført så hurtigt og effektivt som muligt.
Derfor er opfordringen til politikerne klar. Det er helt afgørende, at der kommer en plan for, hvordan vi hurtigst muligt får adgang til grønne brændstoffer i fiskerierhvervet. CO2-afgiften skal ikke afvikle fiskerierhvervet og dræne erhvervet for kapital.