”Et nyt forskningsskib til 40 millioner kroner giver den marine forskning på Aarhus Universitet og i Danmark helt nye muligheder,” sagde rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, da kontrakten blev underskrevet.
Fartøjet som skal bygges af Hvide Sande Skibs- & Baadebyggeri, vil stå færdigt den 17. februar 2014. ”Klokken 20.17”, som direktør for Hvide Sande Skibs- og Baadebyggeri Hans Peter Kristensen smilende bemærkede ved underskriften af aftalen, underforstået at netop punktlighed og skibe til tiden, er et af Hvide Sande værftets varemærker.
”Skibet bliver det første danske forskningsskib, der bygges i 40 år, og det kommer ikke kun Aarhus-forskere til gode. Alle danske universiteter får nemlig mulighed for at leje skibet til forskningsekspeditioner. Havforskning kan ikke alene laves teoretisk ved skrivebordene eller på kortere togter. Det nye skib giver bedre mulighed for at forstå miljøerne i havene, og derfor er vi meget glade for, at Aarhus Universitet får mulighed for at forbedre forskningen i hele Danmark,” sagde Lauritz B. Holm-Nielsen i sin tale.
”Det nye forskningsskib får så at sige det samme som Tyra allerede har – bare større, nyere og bedre,” fortæller Torben Vang som nuværende kaptajn på Tyra. ”Den store forskel er, at det nye skib kan være af sted med forskere og studerende flere dage ad gangen og dermed sejle i nogle områder, hvor det nuværende skib ikke har adgang. Samtidig betyder den øgede dæksplads og de større kraner blandt andet, at vi kan have mere forskningsudstyr med på togterne.”
Torben Vang forsætter, ”På vores nuværende skib sejler vi med 800 forskere og studerende hvert år og har cirka 150 sejldage om året. Når hver sejlads kræver en dag eller to til forberedelse, betyder det, at vi udnytter Tyra 110 procent. Det viser, at der er et stort behov for maritim forskning, og med et større og nyere skib er jeg sikker på, at vi kan skabe gode rammer for endnu flere forskningsprojekter,” slutter han.
Fakta om skibet
Skibet bliver cirka 28 meter langt og har plads til 12 personer på togter af op til syv døgns varighed. Det nye forskningsskib vil blive sejlet af en besætning på to personer på dagstogter og fire på togter ud over 14 timers varighed.
Skibet kan anvende forskningsudstyr såsom CTD, seismisk udstyr, sedimentkernebor og undervandsrobotter på op til 800 meters dybde og trawl på op til 200 meters dybde.
Skibet bliver udstyret med blandt andet kran og skydebom. Der er desuden plads til to 20-fods udstyrs- og laboratoriecontainere på dækket.
Kilde: Aarhus Universitet
FiskerForum.com