Danske fiskere kan glæde sig over større fiskebestande, som Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) netop har anbefalet – det skaber optimisme i Danmarks fiskeriforening (DFPO) og blandt fiskerne.
Ny ICES anbefaling giver langt de fleste fiskebestande i dansk farvand vækst og en pil opad. Det skete efter ICES fredag, kom med den videnskabelige rådgivning for fiskebestandene i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat for 2024.
Find tallene her fra ICESs rådgivning for Nordsøen, Skagerrak og Kattegat:
- Kuller i Nordsøen, vest for Skotland og Skagerrak: 149.024 tons (+18 procent)
- Sej i Nordsøen, vestlige farvande, Skagerrak og Kattegat: 73.815 tons (+25 procent)
- Hvilling i Nordsøen og den Østlige Kanal: 128.290 tons (+16,5 procent)
- Rødspætte i Nordsøen og Skagerrak: 155.015 tons (+3%)
- Torsk i Kattegat: 0
- Kulmule, nordlige bestand: 72.839 tons (-12,4 procent)
- Tunge i Kattegat og Skagerrak: 436 tons (-13%)
- Tunge i Nordsøen: 3.588 tons (-61%)
- Pighvar i Nordsøen: 2.052 tons (-16%)
- Slethvar i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og Engelske Kanal: 2.456 tons (+87%)
- Rødtunge i Nordsøen, Skagerrak og Østlige Kanal: 2.072 tons (-30%)
- Skærising i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og Østlige Kanal: 1.579 tons (+32%)
- Sild i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og Østlig Engelske Kanal: 522.832 tons, bifangst 9.334 tons (+28%)
- Sild i Kattegat: 0
Tallene i parentes viser ændring i forhold til rådgivning fra sidste år. For en række andre arter, fx torsk, jomfruhummer og havtaske kommer rådgivningen først i efteråret.
Tallene fra ICES viser de seneste års positive udvikling i Nordsøen og Skagerrak, at den fortsætter og langt de fleste fiskebestande fortsat er i vækst. Det vækker selvfølgelig optimisme og håb i fiskerierhvervet.
I en kommentar fra formanden for Danmarks Fiskeriforening DFPO til Fiskeritidende.dk, så er det godt, at den positive udvikling fortsætter for en lang række vigtige fiskebestande som sej, kuller og hvilling. »Det flugter helt med det, vi oplever på havet,« fortæller formanden. »Jeg forventer også, at rådgivningen afspejles i fiskekvoterne for næste år igen, så vi kan fange endnu flere fisk. Det vil være godt for både fiskeriet, for forsyningen af sunde og klimavenlige fødevarer samt for de mange fiskerihavne,« forklarer formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.
Rekordmange kuller
I fiskeriet har man de senere år observeret en historisk stor bestand af fiske-arten kuller. Ovenikøbet så mange, at Danmarks Fiskeriforening opfordrer til, at dette års kvote på kuller hæves med det samme.
»Der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange kuller i Nordsøen, Kattegat og Skagerrak. Det bekræfter ICES med deres rådgivning igen, og jeg opfordrer til, at man allerede nu hæver kvoten på kuller. Når nu biologerne siger, at der er plads til et fiskeri, der er dobbelt så stort som kvoten for indeværende år, så kan kvoten hæves betydeligt, uden at man går på kompromis med at sikre en bæredygtig udnyttelse af bestanden,« peger Svend-Erik Andersen på
Afventer kvoten på torsk for Nordsøen og Skagerrak
ICES har ikke færdiggjort anbefalingerne for torskekvoten i Nordsøen og Skagerrak, som er en af de vigtigste fiske-arter for dansk fiskeri. Denne rådgivning forventes at blive offentlig-gjort den 19. september senere i år. I Danmarks Fiskeriforening er det forventningen, at man også her imødeser en stigning.
Sidste år anbefalede ICES i første omgang, at kvoten på torsk i Nordsøen og Skagerrak skulle hæves med 44 procent. Den anbefaling korrigerede ICES efterfølgende, da bestanden havde det endnu bedre end først antaget. Derfor endte det med en anbefaling på 63 procent. Den udvikling, tror Danmarks Fiskeriforening, fortsætter.
»Det er min forventning, at ICES til september anbefaler, at kvoten på torsk i Nordsøen og Skagerrak kan hæves yderligere,« siger Svend-Erik Andersen. »Vi ser mange torsk, og jeg er overbevist om, at bestanden er i betydelig fremgang. Derfor glæder jeg mig til at se, hvad anbefalingerne bliver, da kvoten på torsk er afgørende for fiskeriet i Nordsøen og Skagerrak.«
Foruden kvoten på torsk i Nordsøen, Skagerrak udestår anbefalingerne for havtaske og jomfruhummere også. Disse offentliggøres senere i år.
Udfordringer i Kattegat
I Kattegat er fiskeriet udfordret af en ringe torskebestand, der over flere år har været i en meget ringe forfatning.
»Til trods for, at der ikke har været fisket målrettet efter torsk og til trods for, at fiskeriet langtfra har opfisket bifangstkvoten på torsk, har dette billede ikke formået at ændre sig. Det kalder på et opgør med de øvrige presfaktorer,« lyder det fra Svend-Erik Andersen.
»Det er ærgerligt, at vi kigger ind i endnu et år uden kvote på torsk i Kattegat. Vi fisker ikke målrettet på bestanden, og har ikke gjort det i flere år. Alligevel vokser bestanden ikke. Det kalder på, at man også kigger på andre faktorer end fiskeriet. Det gælder sæler, det gælder skarv, det gælder forurening og udledning af næringsstoffer fra land og by. Det er en forudsætning for at få bestanden tilbage på ret køl,« understreger formanden for Danmarks Fiskeriforening.
Anbefalingerne fra ICES udgør udgangspunktet for de forhandlinger om fiskerimulighederne 2024 for EU’s fiskere, der finder sted på Ministerrådsmødet i Bruxelles til december.