Der er både noget fornuftigt, men også nærmest symbolsk i at bruge Europa-Parlamentet til at præsentere en ny organisation, der er nedsat for at imødegå de mange bestræbelser på at få bundtrawl / demersalt fiskeri forbudt i EU – da det netop er her i Parlamentet beslutningerne bliver taget, når den tid kommer.
Den nye organisation, European Bottom Fishing Alliance (EBFA), støttes af fjorten europæiske lande, alle med kystlinjer og et stort kystfiskeri, der strækker sig lige fra Østersøen til Middelhavet. Den nye europæiske bundfisker-alliance repræsenterer 20.000 fiskerfartøjer og 70.000 ansatte i hele Europa
»Der er flere helt åbenlyse og meget presserende grunde til at etablere en sådan organisation,« forklarede MEP Peter van Dalen, der åbnede EBFA-mødet. »Hele udviklingen bekymrer mig,« forklarede han og henviste blandt andet til, at der for første gang i Europa-Parlamentet, med et lille flertal, blev vedtaget et ændringsforslag om, at arbejde hen imod et fuldstændigt forbud mod bundfiskeri – demersalt trawlfiskeri.
Han henviste til, at der i forbindelse med krigen i Ukraine, så hænger dette spørgsmål uløseligt sammen med et muligt forbud mod demersalt trawlfiskeri og debatten om fødevare-sikkerheden i Europa. Et spørgsmål som EU simpelthen er nødt til at tage alvorligt og finde en afklaring på og samtidig se på legitimiteten af kravet om et forbud mod bundfiskeri i EU farvande.
MEP Peter van Dalen forklarer videre, »i Nordsøen er der et meget stort og omfattende fiskeri med bundtrawl og dette til trods, så er forholdene i Nordsøen gode. Arter som tunge og rødspætter er i en fremragende tilstand. Så at påstå, at bundfiskeriet ødelægger miljøet, er det rene sludder.«
I spidsen for EBFA (the European Bottom Fishing Alliance) står Iván Lopez van der Veen, der har en lang erfaring indenfor branchen, både politisk men også som daglig leder af en stor fiskeindustri.
Han påpegede i sin indledning, at EBFA repræsenterer 20.000 fiskerfartøjer og omkring 70.000 fiskere og medarbejdere. Fartøjer der for størstedelens vedkommende, består af relativt små familiedrevne både. Omkring 25 procent af de europæiske landinger af fisk og skaldyr, både i mængde og værdi, er fra disse bundfiskerfartøjer, hvilket indikerer, at det har stor betydning, set i forhold til det er er i gang i EU for tiden, hvor miljøet og hvor den hollandske socialdemokrat og kommissær for EUs grønne omstilling hr. Timmerman’s ønske om flere restriktioner, er fremherskende.
»Tingene burde være foretaget den modsatte vej rundt. Vi burde først have set den videnskabelige udredning, for at vurdere om der er et problem og derefter beslutte, hvordan vi kan håndtere det. I stedet ser det ud til, at vi har en løsning, der leder efter et problem,« påpeger Iván Lopez van der Veen og henviser til alvoren i, at de mange restriktioner mod fiskeriet med en gradvis udfasning af bundfiskeriet, vil i sin yderste konsekvens betyde betydelige tab for fiskerisektoren og dennes bidrag til Europas fødevareproduktion samt den helt uoverskuelige effekt det også vil have på beskæftigelsen i kystområderne.
Der foretages konstant sammenligninger mellem landbruget og fiskeriet og det samme benyttede Iván Lopez sig af, da han i sin tale kom ind på, at alt hvad vi spiser, har en indvirkning på miljøet.
»Det accepterer vi i landbruget og det er de acceptable virkninger der skal defineres. I trawlfiskeriet har vi også en miljøpåvirkning, men det er ikke den mest skadelige aktivitet i forhold til havmiljøet. Der er flere forhold der er langt værre, som eksempelvis klimaændringerne, skibsfarten og kvælstof-forureningen m.m., som alle har større negativ virkning på havmiljøet,« forklarer Iván Lopez der iøvrigt mener at ved at lukke for 30 procent af havet for dette fiskeri, ikke vil løse nogen af disse problemer.
Formanden for EBFA viger da heller ikke tilbage for at indrømme, at der tidligere er begået fejl – men som videnskaben og teknologien har udviklet sig, har fiskeriforvaltningen udviklet sig med det og i dag opererer vi under det mest bureaukratiske reguleringssystem i hele verden.
»MEP’er skal holde op med at lytte til de farverige profetiske forudsigelse og budskaber der til stadighed rammer MEP´erne. Forudsigelsesteorien om, at havene vil være tomme i 2048, eller at fiskeri genererer et større CO2-aftryk end luftfarten – det er alle påstande, der siden er blevet trukket tilbage eller har fået sat spørgsmålstegn ved. Men det ser ud til, at disse profetiske forudsigelser fortsat blomstrer i alle afdelinger af Europa-Kommissionen,« fortæller Iván Lopez. »Men vi kan ikke lovgive på baggrund af følelser og underlødige kampagner. Vi er nødt til at lovgive på grundlag af fakta og videnskab – derfor ønsker vi kun at deltage i en rationel debat, der ikke starter med forhåndskonklusioner, men som tager højde for alle påvirkninger, såsom stigende afhængighed af import – herunder fra trawlfiskeri uden for EU,« slutter han.
»We can do better – and we will do better.« (»Vi kan gøre det bedre – og vi vil gøre det bedre.«)