En af menneskets vigtigste sanser er synet og fordelen ved at bruge sine øjne er, at detaljerigdommen i dette synsindtryk er meget stort. Vi kan bruge lys fra fjerne stjerner til at lære om dem, blandt andet hvilket stof de er lavet af, ved at beregne hvor hurtigt de bevæger sig mod os.
Men i havet er det helt anderledes. Lyset her er ikke en lige så effektiv og stor informationsgiver. Måske er det derfor vi ved mere om rummet, end vi ved hvad der sker i havet?
Meget af det vi ved om havets biologi, kender vi fra fiskeriet i havet, som generationer har gjort det før os. Denne viden er helt afgørende for, hvad vi ved om havet i dag.
Både Norge og Skotland var tidligt i gang med systematisk at registrere fiskeri-statistikker, hvilket var vigtigt og meget nyttigt når man skulle forstå, hvorledes fiskeriet påvirker økosystemerne.
På en måde kan man sige, at vi også bruger lyset til dette. Efter at fiske- eller planktonprøven er indsamlet, bruger vi synet til at bestemme, hvilken art det er og til at måle størrelsen samt at aflæse alderen på ørestenene eller skællene på fisken med.
Lydbølger afslører løgne
I modsætning til lys forplanter lydbølger sig effektivt i vand. Leonardo da Vinci skrev i en notesbog tilbage i 1490, at man kan høre skibe på lang afstand ved hjælp af et rør, der stikkes ned i havet.
Da franskmændene i slutningen af 1890’erne fandt ud af, hvordan man fremstiller en højttaler, der effektivt kunne sende lyd ud i vandet, blev grundlaget lagt til at benytte lyd til at frarøve havet endnu flere mysterier. Titanic-forliset og udviklingen af ubåde accelererede denne teknologi, og i England udviklede flåden en sonar til at søge efter ubåde.
Denne teknologi tog norske fiskere til sig, da de i begyndelsen af 1930’erne eksperimenterede med at bruge ekkolod til at finde fisk. Forskerne fulgte efter og i 1935 brugte Oscar Sund et ekkolod til at studere udbredelsen af gydende torsk i Lofoten. To år senere brugte Havforskningsinstituttet (HI) samme teknologi til at undersøge udbredelsen af silde-stimer.
Tæt samarbejde mellem fiskebranchen og industrien
Willy Christian Simonsen begyndte kort efter krigen at lave militærradioer i firmaet «Simonsen Radio», forkortet «Simrad». Han startede også udviklingen af ekkolod, og dermed var grundlaget lagt for Simrad-ekkolod.
Dette blev startsskuddet på et langt samarbejde mellem Simrad, Havforskningsinstituttet (HI) og Forsvarets Forsknings-institut. HI videreudviklede metoder til overvågning af fiskebestande ved hjælp af ekkoloddet produceret af Simrad.
Resultatet er, at Simrad ekkolod fra Kongsberg Maritime i dag anvendes på næsten alle forsknings-fartøjer rundt om i verden. Dette er et glimrende eksempel på, hvorledes fiskebranchen, industrien og forsknings-institutionerne har arbejdet tæt sammen om at udvikle metoder, der kan bruges til at lære langt mere om havet, end vi gør i dag.
Videreudvikler teknologien
Men historien stopper ikke her. HI nåede sammen med Kongsberg Maritime, fiskeindustrien og andre forskningsinstitutioner at etablere et forsknings- og innovationscenter finansieret af Norges Forskningsråd. Centret hedder CRIMAC, og har til formål at udvikle netop denne type teknologi yderligere.
Vi eksperimenterer med komplekse lyd-impulser, hvilket betyder, at vi kan få langt mere information ud end ved traditionelle ekkolod. Vi afprøver også nye platforme såsom autonome overfladefartøjer og ubåde. Håbet er at kunne trække endnu mere information ud af signalet, end vi gør i dag.
På samme måde som multi-spektrale optiske metoder var nyttige til at lære mere om planeterne i rummet, håber vi, at samme tilgang til lydsignaler vil gøre det muligt at lære endnu mere om havet’s mysterier.
