I lederen i Helsingør Dagblad skriver chefredaktør Peter Hagmund-Hansen tirsdag den 11. august, at det først skal bevises, at sælerne har en negativ effekt på biodiversiteten i Øresund, før en eventuel jagt kan sættes ind.
Det har fået formanden for Foreningen af Skånsomt Kystfiskeri (FSK) Søren Jacobsen, til at flyve i blækhuset og skrive følgende svar til chefredaktøren.
Under overskriften »Der skal være plads til fisk og fiskere«, skriver Søren Jacobsen følgende:
»Dokumentation har jeg nok af. De hænger i min telefon hver eneste uge. Fiskere, der oplever at ellers gode fiskepladser lægges øde på få år, når sælerne bliver for mange. Fiskene flygter, gemmer sig – jeg ved det ikke. Men væk er de. Og de kommer ikke igen,« skriver FSK formanden og fortsætter, samtidig oplever fiskerne i Øresund at torsken er inficeret med leverorm.
Sæl- og leverorm
En parasit der kommer sammen med sælerne, hvor parasitten blandt andet bruger sælen som mellemvært. Også forskerne er bekymret for, hvad denne parasit betyder for torskens ve og vel.
Søren Jacobsen skriver videre, at man i Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri (FSK) gentagne gange har opfordret både Folketinget og Miljøministeriet til at undersøge, om de fisketomme kyster kan skyldes sæler. Men indtil videre uden held. At parasitten skyldes sælerne er almindelig kendt.
Fra vores båd (red. fiskernes) ser det ud til, at vores samfund prioriterer sælerne fremfor både fiskene og et økosystem i balance. Det er helt forfejlet.
»En økosystembaseret forvaltning, som Danmark faktisk er forpligtet til at føre, bør netop tage hensyn til hele økosystemet, og ikke bare en specifik fredning af ikoniske dyr. Dette er faktisk også, hvad den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN anbefaler,« skriver formanden.
»Jeg håber virkelig ikke, at vores kamp for retten til at drive et skånsomt kystfiskeri opfattes som en kamp mellem kystfiskeri og sæler. Det ønsker vi ikke. Vi kæmper nemlig for et økosystem i balance, hvor der er plads til både fisk, fiskere og sæler. At skabe en sådan balance er en myndighedsopgave. Det kan aldrig blive fiskernes,« slutter FSK formanden sit indlæg.