Nordjysk regionsrådspolitiker Erik Høgh-Sørensen mener helt alvorligt, at Fiskeriminister Mogens Jensen (S) selv burde kameraovervåges, som en reaktion på den aftale Danmark indgik i nat.
»Ministeren praler i en pressemeddelelse med sin nye kameraovervågning af danske Kattegat-fiskere, men det er Mogens Jensen selv, som burde kameraovervåges. Han er en trussel mod dansk fiskeri,« kommer det spontant fra Erik Høgh-Sørensen der i et partsindlæg overfor FiskerForum.dk tilføjer: »Det værste er, at fiskeriministeren og Fiskerikontrollen til stadighed accepterer, at hollandske og belgiske bomtrawlere i Skagerak slukker eller nedtoner deres AIS/ VMS-signaler.«
Kattegat-fiskeriet er langt hen ad vejen bæredygtigt, og dermed er kameraovervågning unødvendig, hvorimod en miljøkatastrofe er i gang i Skagerak på grund af bom-trawl (NB: ikke bundtrawl).
»Oven i købet øger ministeren i lighed med sine Venstre-forgængere nu rødspættekvoten i Skagerak. Det betyder, at bomtrawlerne har påskud til at forværre miljøødelæggelserne ved Hirtshals og andre steder,« siger Erik Høgh-Sørensen. Kun et midlertidigt stop for al bomtrawling løser problemet.
Den natlige EU-aftale åbner også spørgsmålet om, hvem der skal betale for den dyre nye overvågning. Aftalen er samlet set en trussel mod det vigtige jomfruhummerfiskeri og erhvervs-grundlaget på Læsø, Anholt og en række jyske og sjællandske havne.
Endelig er der Brexit. Her har danske EU-ja-politikere i tre år helt unødvendigt provokeret briterne, og nu, efter det britiske valg, bliver Brexit så til virkelighed.
»Hvem kan fortænke briterne i at tage hævn og holde danske fiskere ude, når Danmark, herunder desværre også Danmarks Fiskeriforening, gik EU’s ærinde og deltog i unødvendig forhandlings-chikane af Storbritannien?« siger Erik Høgh-Sørensen.
Regeringen bør omgående række hånden ud til Storbritannien, uanset hvad EU siger.