Allerede for 2 år siden valgte Hundested-fiskerne at gå nye veje og istedet for at fange fisk, begyndte nogle fartøjer at fiske efter konksnegle (havsnegle). Dette fiskeri har Hundested Fiskeeksport nu ansøgt FLAG / LAG midler på, og har fået 150.000 kr. af LAG Halsnæs-Gribskov til projektet, der skal fremme eksporten af konk.
Erhvervs-avisen Nordsjælland SN.dk skriver på deres webside, at projektet har til formål at fastholde fiskeriet i Hundested Havn. Fiskerne er i forvejen presset på deres normale fiskeri af de mere gængse fiskearter, og derfor har man et ønske om at omstille sig til et mere bæredygtigt og samtidig ukvoteret fiskeri, som ikke indeholder de samme bureaukratiske restriktioner.
Hundested Fiskeeksport havde indstillet projektet »Eksport af levende havsnegle til det europæiske restaurant-marked« med et samlet budget på over en halv million, helt nøjagtigt 580.000 kroner, som skulle bidrage til at øge fiskeriet efter havsnegle og videreudvikle dette fiskeri ved at gøre det nemmere for fiskere, opkøbere og transportvirksomheder at håndtere levende havsnegle i en større målestok.
Pengene, der kommer fra foreningen LAG Halsnæs-Gribskov, der er en lokal aktionsgruppe,fremmer bæredygtig vækst, skaber nye arbejdspladser og samtidig bedre livevilkår på landet, men virker også for udviklingen af lokalområderne inden for Halsnæs og Gribskov kommuners grænser ved at tildele tilskudsmidler til relevante projekter fra EU´s Landdistriktsprogram og Hav- og Fiskeriudviklingsprogram.